”Vi vil ikke have motorvej på Røsnæs”
Med blikket mod himlen og hænderne i vejret blev der flere gange råbt ”Vi vil ikke have motorvej på Røsnæs”.

Af Jens Nielsen
Foreningen Nej til Motorvej på Røsnæs deltog lørdag i den landsdækkende demonstrationsdag mod klima-, natur- og miljøskadelige projekter med en happening ved Naturrummet på Røsnæs hvor knapt 100 mennesker deltog.
Demonstrationsdagen skal bruges til at vise, at rigtig mange foreninger og grupper over hele landet arbejder for en fremtid, der er værd at leve i og er mod klima-, natur- og miljøskadelige anlægsprojekter. Samtidig med, at de mange foreninger arbejder sammen i kampen mod disse byggerier.
”Det her er en landsdækkende aktionsdag for de modstandere og foreninger der over hele landet er imod store infrastrukturprojekter. Vi har jo kæmpet vores kamp for Nej til motorvej på Røsnæs i fem år og det bliver vi ved med. Der er to budskaber fra de to seneste konferencer, dels, at beslutninger af den her karakter de tages i et lukket uformelt forum. Og på den høring som lige er afholdt på Christiansborg, der var budskabet, lad os nu få taget den beslutning, det sagde både modstandere og tilhængere, men ser vi det fra modstandernes side, så må man sige, at jo længere tid der går jo mere er det i vores favør og med regeringens mangel på succes så må vi håbe at projektet bliver lagt i graven, men tag jer bare god tid,” sagde bestyrelsesmedlem fra foreningen Nej til motorvej på Røsnæs, Dorete dandanell, i sin velkomst til de mange som var mødt frem ved Naturrummet på Røsnæs.
Herefter blev der sunget tre sange, ’Venner, ser på Danmarks kort’, ’Jeg ser de bøgelyse øer’ og ’Hvor smiler fager den danske kyst’ inden deltagerne i demonstrationen bevægede sig mod bakketoppen for at danne en stor cirkel med banneret ”Nej til motorvej på Røsnæs” mellem sig.
Med blikket mod himlen og hænderne i vejret blev der flere gange råbt ”Vi vil ikke have motorvej på Røsnæs”.
Demonstrationsdagen lå i direkte fortsættelse af konferencen den 29. april på Christiansborg ”Hvorfor trumfer store anlægsprojekter natur, klima og demokrati” og indirekte i fortsættelse af høringen den 8. maj med Kattegatkomiteen og modstandsforeningerne, som krydser klinger om trafik, klima & miljø samt økonomi.