Vi skal huske børnene, også i budgettet

Læserbrev: Vi skal huske børnene, også i budgettet
Nu er nyheden om Kalundborg Kommunes budgetaftale for 2022 ikke ny mere. Men igen blev der ikke investeret nye penge i dagplejere, vuggestuer og børnehaverne. Et driftsbudget på lidt over 3.000 millioner kroner og ingen nye penge kunne der findes til vores børn… Suk
I Kalundborgs budgetaftale kan vi læse, at vi får minimumsnormeringer fra 2023, men der afsættes ikke en rød reje til flere voksne. Vi ved, at vores normeringer ligger under landsgennemsnittet - så der skal tilsvarende større prioriteringer til.
Forældre og #HvorErDerEnVoksen har råbt op længe, fagforeningerne har råbt op længe. Hele børneområdet mangler ordentlige rammer, der skal gøres noget, hvis det skal blive bedre.
Ifølge pædagogernes fagforening BUPL, kommer vi slet i nærheden af minimumsnormeringer i 2024, når vi har fået alle pengene fra Folketinget. Derfor må vi selv investere.
Hvis vi virkeligt skal løfte børneområdet, så skal vi bide os fast i bordkanten, og kontinuerligt og langsigtet prioritere bedre vilkår for alle børn i vores kommune.
Nikolaj Lykke Vad, Børnenes stemme KV21 i Kalundborg Kommune for Socialdemokratiet.