Verdens første metanol-drevne containerskib sættes ind med fast anløb til Kalundborg Havn

Laura Mærsk er det første containerskib nogensinde bygget til at sejle på grøn methanol, som udleder mindst 65 procent mindre CO2, end traditionel bunkerolie.

Verdens første metanol-drevne containerskib sættes ind med fast anløb til Kalundborg Havn
Nyheden om et fast anløb med verdens første metanoldrevne feeder containerskib betyder, at Kalundborg skriver sig ind i historiebøgerne.

Af Jens Nielsen

Når verdens første metanoldrevne containerskib fra A.P. Møller – Mærsk sættes ind i Østersøen bliver det med fast anløb til Ny Vesthavn i Kalundborg. Det meddeler ADP i en pressemeddelelse.

Som det allerførste skib i Maersk-flåden, fik verdens første metanoldrevne containerskib torsdag navnet Laura Maersk af skibets gudmor, EU Kommissionens formand, Ursula von der Leyen. En ny start mod en grønnere fremtid.

Laura Mærsk er det første containerskib nogensinde bygget til at sejle på grøn methanol, som udleder mindst 65 procent mindre CO2, end traditionel bunkerolie.

Nyheden om et fast anløb med verdens første metanoldrevne feeder containerskib betyder, at Kalundborg skriver sig ind i historiebøgerne som én af de danske havne, hvor dekarbonisering af transportsektoren ikke bare er noget man taler om men noget, der bliver til virkelighed takket være A.P. Møller - Mærsk.

Kalundborg Havn bliver en del af rotationen Bremerhaven, Helsingborg, Halmstad, Kalundborg, Fredericia.

Laura Mærsk er et feederskib på 2.100 TEU, hvor TEU er en angivelse for fragtkapacitet baseret på 20-fods containere. Første anløb med Laura Mærsk i Kalundborg er omkring 1. november 2023.

Laura Mærsk er 172 meter langt og 32 meter bredt.

Del