Ventesal lukket efter hærværk

DSB beklager, at det midlertidigt må være således.

Ventesal lukket efter hærværk
Ventesalen på Kalundborg Station er lukket og aflåst efter hærværk. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Når man skal med tog eller bus fra Kalundborg Station, må man lige nu pænt vente udenfor i kulden, da DSB midlertidig har lukket ventesalen i bygningen grundet utallige episoder med hærværk og forsøg på indbrud.

Ventesalen på Kalundborg Station er lige nu låst af grundet hærværk samt forsøg på indbrud. Det betyder, at skal man med tog eller bus, må man vente udenfor uanset vejrforhold. Dog er løsningen ikke permanent, og DSB beklager, at det midlertidigt må være således.

Jørgen Rasmussen, der er chef for Stationsservice, fortæller, at løsningen er således indtil, at man får sat kamera op, da der er tale om gentagne episoder med hærværk og forsøg på indbrud til DSB’s lejere, der har lokaler i bygningen. Han beklager samtidig, at det går ud over deres kunder. Der er bestilt kameraovervågning

”Vi har valgt at lukke det af efter aftale med lejerne dernede. Der vil være lukket frem til 2. januar, og det har vi simpelthen valgt, fordi der bliver ødelagt og smadret ting dernede konstant ligesom, at der har været forsøg på indbrud ind til vores lejere flere gange. Vi beklager, at det også går ud over vores kunder, men lige nu er der heldigvis ikke så mange pendlere, men det er meget beklageligt, at det utilsigtet rammer de forkerte også,” siger han, og fortsætter: ”Om det så hjælper med kameraovervågning, det ved vi jo ikke, men det har virket andre steder. Løsningen lige nu er ikke en permanent løsning. Men vi nærmer os nytår, og der har vi desværre også erfaring med, at nogle mennesker synes, at det er sjovt at skyde af indenfor, så det er det rigtige at gøre hen over julen og nytåret. Det er beklageligvis ikke det eneste sted i Danmark, at vi har de problemer. Men der er fokus på det, og der er bestilt kamera overvågning, der skal op. Så må vi håbe, at det hjælper.”

Del