Venstre er uenige med sig selv - og giver ikke skolerne et frit valg

Læserbrev: Venstre er uenige med sig selv - og giver ikke skolerne et frit valg
Skolemad er et tiltag der fungerer som Scweizerkniv, det giver beviseligt bedre trivsel, faglighed og fællesskab. Det er derfor, at vi synes det er så vigtigt, at give vores skoler muligheden for at prøve det.
Til onsdagens kommunalbestyrelsesmøde, skulle vi beslutte, om vores skoler skulle have mulighed for at ansøge om at deltage i den nationale forsøgsordning om skolemad.
På forhånd vidste vi, at Svebølle Skole og Skolen på Herredsåsen i deres skolebestyrelser havde besluttet, at de gerne vil søge om at være med i ordningen. Borgmesteren sagde godt nok, at det vidste han ikke noget om, da det ikke stod i den sagsfremstilling, der var til punktet. JA, der er også en verden udenfor kommunalbestyrelsen.
Borgmesteren skulle tage at læse referaterne fra skolebestyrelsesmøderne!
Tidligere på året, fik han også talt godt og grundigt mod denne forsøgsordning - som Venstre som regeringsparti står bag - da han til KL Topmøde som KL-formand sagde, at - “de fleste danskere godt selv kan smøre børnenes madpakker".
I det hele taget, var argumentationen fra det meste af den borgerlige fløj i kommunalbestyrelsen, præget af bekymring og “nej-hat”, overfor en ordning, som potentielt i de næste 3 år ville kunne tilføre Kalundborg Kommune op til 4,7 mio kr.
Baseret på et elevtal på 441 (fra Statistik om Skolen på Herredsåsen | Børne- og undervisningsministeriet), at skoler med under 50 elever pr. spor kan søge til hele skolen og at der gives 10.600 kr. pr. elev hvis skolen udtrækkes til ordningen uden forældrebetaling. Samme beregning ved Svebølle, som har 266 elever. til Skolen på Herredsåsen og 2,8 mio kr. til Svebølle Skole ÅRLIGT!
Vi er repræsentanter for partier som er store fortalere for skolemad til alle børn - og som var med til at stemme ordningen igennem Folketinget.
Vi er også realister og ved og har erfaret, at finansiering af skolemad i en kommune med stram økonomi og overordnet budgetlovgivning, er meget svær.
Derfor er vi også forbløffede over, at vi i kommunalbestyrelsen, ikke engang kan samle et flertal om, at lade de af vores skoler, som mener at den her ordning giver god mening for dem, søge om at være med i ordningen.
Vi er sikre på, at deltagelse i denne forsøgsordning ville kunne give særdeles god værdi for skolerne og især eleverne – og det vil give et grundlag for os alle - både i Kalundborg Kommune og på landsplan, til at diskutere videre omkring, om der skal indføres permanente madordninger på vores skoler!
Nikolaj Lykke Vad (A) og Thomas Malthesen Hiorth (F)
Kommunalbestyrelsesmedlemmer, Svebølle