Vejen tilbage til fællesskabet

GirlTalk opfordrer kommuner i Region Sjælland til at styrke unges trivsel med tidlige og nære indsatser.

Vejen tilbage til fællesskabet
Flere og flere unge kæmper med ensomhed, lavt selvværd og stigende skolefravær. Modelfoto: GirlTalk.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Flere og flere unge kæmper med ensomhed, lavt selvværd og stigende skolefravær. Det skaber store udfordringer – både for de unge selv og for deres familier – og kalder på løsninger, der kan sættes i gang med det samme.

De fleste unge trives, men for dem, der mister fodfæstet, skal hjælpen være tæt på, tryg og let at få adgang til. For som GirlTalk understreger: Skolefravær er sjældent problemet i sig selv – det er et tegn på mistrivsel.

Lokale løsninger virker – og kan startes nu

Mens man på nationalt plan taler om handlingsplaner og nye strategier, peger GirlTalk på, at kommunerne allerede nu kan gøre en forskel med konkrete, lokale initiativer. Organisationen har mange års erfaring med at skabe lette, lavtærskel tilbud målrettet piger og unge kvinder, hvor faglighed og fællesskab går hånd i hånd.

“Lokale initiativer og civilsamfundets indsatser kan gøre en kæmpe forskel her og nu. Vi håber, at endnu flere kommuner vil følge trop og investere i de unges trivsel – for hver pige, vi hjælper i dag, er et ungt menneske, der står stærkere i morgen,” siger Anna Bjerre, direktør i GirlTalk.

Tidlig indsats er nøglen

Årsagerne til mistrivsel varierer fra ung til ung. Derfor skal indsatsen være bred og fleksibel – og kunne tilpasses den enkeltes behov. Kommunerne har allerede fået midler til at styrke de tidlige, let tilgængelige tilbud, men ifølge GirlTalk bør næste skridt være at udvide bredden.

For nogle børn kræver det terapi og specialiseret støtte. For andre er det samarbejdet mellem PPR, skole og hjem, der skal styrkes. Men for en stor gruppe unge kan et gruppeforløb med fokus på fællesskab være den praktiske bro tilbage til skolen – og til troen på sig selv.

Fællesskab skaber forandring

I GirlTalks gruppeforløb møder deltagerne et trygt, præstationsfrit rum, hvor de kan dele tanker og oplevelser med jævnaldrende. Erfaringerne viser, at netop dét kan være nøglen til at mindske ensomhed og øge trivsel.

Når de unge opdager, at de ikke står alene, vokser både selvtillid og modet til at deltage i fællesskabet igen.

Opfordring til kommunerne

Med kommunalvalget på vej sender GirlTalk en klar opfordring til beslutningstagerne:

“Jo tidligere vi reagerer, jo større er chancen for, at den unge bliver i fællesskabet og i skolen. Det kræver et større fokus på forebyggende indsatser og et tæt samarbejde med civilsamfundet,” siger Anna Bjerre.

GirlTalk håber, at endnu flere kommuner i Region Sjælland vil investere i de unges mentale sundhed – og bruge de løsninger, der allerede findes og virker.

Del