Varevogn udbrændte på parkeringsplads
Politiet vil gerne høre fra borgere, hvis de har bemærket noget mistænkeligt ved parkeringspladsen
Af Jens Nielsen
En Ford Transit varevogn udbrændte totalt lige omkring midnat på en parkeringsplads i Høng. Politiet hører gerne fra borgere som har bemærket noget mistænkeligt.
Tirsdag aften klokken 00.03 blev politiet og Gørlevafdelingen under Vestsjællands Brandvæsen kaldt til en parkeringsplads ved Høng Skov på Tranevej i Høng, hvor en Ford Transit varevogn stod omspændt af flammer.
Der var ingen personer i nærheden af den brændende varevogn og politiet skal nu undersøge hvem der ejer bilen, om den er stjålet og hvordan branden er opstået.
Politiet vil gerne høre fra borgere, hvis de har bemærket noget mistænkeligt ved parkeringspladsen i Høng Skov omkring brand-tidspunktet. Politiet kan kontaktes på telefon 114.