Var med til at starte klubben for 60 år siden – og er stadigvæk aktiv
”Det er sjældent vi ser medlemmer som har været med i den samme forening i 60 år, og det synes vi selvfølgelig skulle fejres,” fortæller Steffen Frederiksen, kasserer i KOMO

Af Jens Nielsen
Kalundborg og Omegns Motorklub KOMO kan i år fejre 60-års jubilæum. Det samme kan Henning Ottesen, han var nemlig med til at starte klubben og er stadigvæk aktiv.
En gruppe mænd med interesse for motorsport stiftede tilbage i 1963 KOMO. En af dem var Henning Ottesen, som runder 85 år til januar.
Han har gennem årene kørt en lang række af orienteringsløb og pålidelighedsløb, de sidste mange år i sin flotte gamle Ford Escort fra 1978, men Henning Ottesen er også altid at finde som officials når der arrangeres fx rallysprint.
”Det er sjældent vi ser medlemmer som har været med i den samme forening i 60 år, og det synes vi selvfølgelig skulle fejres,” fortæller Steffen Frederiksen, kasserer i KOMO, som sammen med formand Kenneth Hansen, søndag mødte op hos Henning Ottesen i Østrup med både en kurv med lækkerier og en flot stor pokal.
Henning Ottesen deltager stadigvæk i orienteringsløb med sin flotte Ford Escort, men han er også altid at finde når KOMO afvikler det store Rallysprint arrangement i Gammelrand.
”Henning kommer hver eneste gang og er med i flere dage op til og han kommer også om søndagen og er med til at rydde op, der kunne de unge mennesker lære noget,” fortæller Kenneth Hansen.
Henning Ottesen var senest med som officials ved rallysprintet i juli måned.
”Hovedet fejler ikke noget men det kniber lidt med resten af skroget,” griner Henning Ottesen, som døjer med en dårlig ryg.