Vanvidskørsel betød beslaglagt bil

Ydermere kunne politiet konstatere, at den mørke personbil havde nogle friske skader på det venstre sidespejl, som politiet indledningsvist ikke kunne finde årsagen til.

Vanvidskørsel betød beslaglagt bil
Modelfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Natten til tirsdag omkring kl. 01 standsede en patrulje en personbil på Kalundborgvej i Gørlev Sj. med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet. Føreren viste sig at være en 32-årig mand fra Polen, men med en arbejdsmæssig tilknytning til Danmark. Han var kraftigt påvirket af spiritus under kørslen, hvilket en alkometertest bekræftede. Føreren blev derfor sigtet for spirituskørsel og anholdt med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Ved nærmere kontrol af den dansk registrerede bil, som den 32-årige polske mand var fører af, viste det sig, at bilen var afmeldt i Motorregisteret, og derfor ikke måtte bruges på offentlig vej. Ydermere kunne politiet konstatere, at den mørke personbil havde nogle friske skader på det venstre sidespejl, som politiet indledningsvist ikke kunne finde årsagen til.

Den anholdte fører fik udtaget en blodprøve og blev efterfølgende gjort bekendt med, at politiet mistænkte hans kørsel for at være omfattet af reglerne om vanvidskørsel ud fra den vejledende alkometertest. Politiet kunne baggrund heri formode, at alkoholkoncentrationen i den udtagne blodprøve ville overstige to promille, hvorfor både den danske bil blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation, og den polske mands førerret i Danmark blev inddraget på stedet.

Den anholdte fører oplyste, at der var tale om en bil, som han havde lånt af en bekendt, hvis identitet han ikke huskede, hvorfor politiet kontaktede den seneste registrerede ejer i Gørlev-området. Den tidligere ejer kunne bekræfte, at bilen for et par måneder siden var blevet solgt til en mand, hvis identitet ikke var sælgeren bekendt. Bilen var ikke blevet omregistreret til den nye ejer, og derfor blevet afmeldt i Motorregisteret af sælgeren, som ikke modsatte sig beslaglæggelsen.

Højst sandsynlig impliceret i færdselsuheld

Omtrent samme tid modtog politiet en anmeldelse fra en 57-årig kvinde fra Gørlev, som oplyste, at hun nogle få minutter tidligere havde været impliceret i et færdselsuheld på Reersøvej, Gørlev Sj., hvor hun havde undgået at støde frontalt sammen med en modkørende, der efterfølgende ikke var standset, men havde fortsat sin kørsel.

Den 57-årige var inden uheldet kørt ad Reersøvej i vestlig retning, da hun nord for sidevejen Rørvej mødte en modkørende bilist, der ifølge den 57-årige kørte nærmest i den forkerte side af vejen. For at undgå et frontalt sammenstød trak hun så langt til højre som muligt, men de to bilers venstre sidespejle ramte dog hinanden. Den modkørende bilist fortsatte blot sin kørsel videre ad Reersøvej i østlig retning og uden at standse for, at deltage i de foranstaltninger, som sammenstødet gav anledning til.

Politiet formoder, ud fra skaderne på den beslaglagte bil, at den 32-årige polske mand kan mistænkes for at være modparten og flugtbilisten efter sammenstødet med den 57-åriges kvindes bil. Den mistænkte vil senere blive forsøgt afhørt til sagen, når han er blevet ædru, og politiet kan have en tolk til stede under afhøringen af ham. Derfor blev den anholdte polske fører løsladt efter blodprøveudtagelsen på et sygehus. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi tirsdag morgen.

Del