Vandsøgningshunde leder efter forsvundet mand

Af Jens Nielsen

Politiet har onsdag formiddag iværksat en større eftersøgning i Kalundborg efter en mand som forsvandt i januar måned. Bl.a. er der indsat fem vandsøgningshunde i opgaven.

Tilbage i januar måned forsvandt 39-årige Anders Vejbjerg Kristoffersen fra sin bopæl i Klosterparkvejs kvarteret, og han har ikke siden givet livstegn.

Politiet har flere gange været ude med efterlysning af manden for at for klarhed over, om den 39-årige selv har valgt at forsvinde eller om han er forsvundet i forbindelse med en forbrydelse.

Politiet har nu besluttet at sætte en større eftersøgning i gang efter den forsvundne mand, og onsdag formiddag blev der etableret kommandostation på Spiralen på Herredsåsen, hvorfra hele aktionen styres.

Med i eftersøgningen er fem af politiets nye vandsøgningshunde som er trænet i at finde mennesker som, ligger i vand.

Desuden deltager dykkere fra Søværnets Dykkertjeneste sammen med en række ’almindelige’ betjente.

Politiet koncentrer sig i dag om søer og vandhuller i og omkring Herredsåsen, som er det område der ligger tæt på det sted hvor den nu forsvundne mand boede.

Vandsøgningshundene søger både langs sivkanten på land og fra en båd der er sat i vandet hvorpå hunden står på en platform.

Hvis der ikke findes spor i løbet af dagen fortsætter eftersøgningen i morgen.

Del