Vandringsmandens skaber er i centrum som grafiker

Palle Bruun Olsen bag computeren i gang med den nye bog om kunstneren Arne Haugen Sørensen. Privatfoto

Af journalist Sonja Husted Rasmussen

For første gang nogensinde er der foretaget en fuldstændig registrering af al Arne Haugen Sørensens grafik. Den er Palle Bruun Olsen mester for. Hans bog Det grafiske Værk præsenteres på lørdag.

Bogen Det Grafiske Værk om kunstneren Arne Haugen Sørensen som grafiker præsenteres ved en reception på lørdag den 28. august på Arne Haugen Sørensen Museum i Videbæk.

Bag bogen står Palle Bruun Olsen, Kalundborg, og forud er gået næsten tre års arbejde, et ukendt antal arbejdstimer og et ophold i Frigiliana i Sydspanien hos Arne Haugen Sørensen. Resultatet er blevet et gennemillustreret værk på 240 sider.

Forbindelsen mellem Arne og Palle går helt tilbage til 1999, da Arne Haugen Sørensen udstillede grafik i Bispegården. Da var Palle Bruun Olsen formand for Kalundborg Kunstforening. De to syntes om hinanden, og i løbet af en halv time lykkedes det Palle at få Arne til at give et favorabelt tilbud på gavlmaleriet af Vandringsmanden, du møder på hjørnet af Skibbrogade og Bredgade.

Ikaros over Herredsåsen

Det fine samarbejde fortsatte, da Skolen på Herredsåsen skulle udsmykkes. Karen Boesen og Palle mødtes med Arne Haugen Sørensen, og mødet resulterede i det store keramik-relief Ikaros over Herredsåsen.

Kunstner og kunstformidler har siden 1999 løbende været i kontakt med hinanden, således også for omkring tre år siden, da Palle Bruun Olsen åbnede en udstilling på Dyrehøj Vingård for Galleri Gry, hvor blandt andre Arnes datter, grafikeren Louise Haugen var blandt udstillerne.

Efter åbningen spurgte Arne Haugen Sørensen Palle, om han kendte noget til hans grafik.

Jo, i store træk, svarede Palle, og han fik en opfordring til at skrive en tekst til kataloget for en grafikudstilling på Arne Haugen Sørensens museum i Videbæk.

Grafikeren og maleren

I kataloget skrev Palle, at man ikke kan adskille grafikeren fra maleren Arne Haugen Sørensen og konkluderede: Hvis man ikke kender grafikeren, så forstår man ikke maleren og omvendt. Ved udstillingens åbning udtalte Palle, at han fandt det tvingende nødvendigt at folde kunstnerens grafik ud for en større offentlighed.

Den udtalelse førte til en opfordring fra museumsfondens formand til Palle om at udarbejde et budget for en sådan bog om kunstnerens grafiske værk. Som ønsket så gjort, Videbæk-folkene fandt pengene, og arbejdet kunne begynde.

På arbejde i Spanien

Det er foregået i tæt samarbejde med Arne Haugen Sørensen og datteren Louise, og som optakt blev Palle og hans kone Lisbeth i 2018 inviteret til en uges ophold i gæstehuset hos kunstneren, der siden 1981 har boet i Spanien sammen med sin kone Dorthe Krabbe, købmandsdatter fra Kalundborg.

Hver formiddag gik Palle på arbejde, der bestod i at gennemtrawle Arnes skuffer med grafik, og han fotograferede, målte og beskrev.

Der blev brikkerne lagt til fortegnelsen over alle værkerne, og hvert enkelt grafisk værk har fået sit helt unikke nummer. Det er blevet til en grundregistrering af 370 værker, der alle er med i bogen.

Gennem den grundige registrering har Palle fundet ud af, at Arne Haugen Sørensens motiver i maleri og grafik, som vi ser i dag, er nogle der for en stor del har dannet sig helt tilbage i 1950’erne. Kunstneren tager fat i en gammel figur, nyfortolker den og sætter den ind i en ny sammenhæng, så den bliver vedkommende. I en periode var det tyren, kunstneren var optaget af. Også vandringsmanden, Arne Haugen Sørensens alter ego, kan genfindes blandt motiverne.

Leda og svanen

Bogens omslag forestiller endnu et af kunstnerens kendte motiver Leda og svanen, her i form af en smuk Leda og en insisterende svane!

I bogen skriver Palle Bruun Olsen, at ingen andre kunstnere har med så stor konsekvens som Arne Haugen Sørensen behandlet Leda og svanen.

På bogens bagside finder læserne et citat af Arne Haugen Sørensen: ”De grafiske teknikker taler dig ikke efter munden. De gør modstand og svarer igen. Denne gensidighed har været min inspiration siden de første linoleumssnit over den litografiske sten til kobberpladen, der altid har været min foretrukne samtalepartner sammen med maleriet.”

Endnu har Palle ikke set det færdige resultat af anstrengelserne. Både han og Arne Haugen Sørensen har dog modtaget prøvetryk.

På spørgsmålet om han er tilfreds, svarer Palle:

- Arne Haugen Sørensens datter skrev, at hendes far var så glad, da han havde set og læst trykkerieksemplaret, og når Arne er glad, er jeg også glad.

Hvad bilder han sig ind?

Det er første gang, Palle Bruun Olsen har skrevet noget, der har national interesse, og han kan ikke sige sig fri for at være lidt spændt på, hvordan de store landsdækkende aviser reagerer. Han forestiller sig allerede, at kommentarerne kan blive noget i retning af: Hvad bilder han sig ind, sådan en bondeknold fra det yderste Vestsjælland, der ikke engang er kunsthistoriker at skrive om en stor kunstner som Arne Haugen Sørensen!

- Jeg har gjort det så godt, som jeg kunne, siger han og lægger ikke skjul på at det at udføre arbejdet sammen med en kunstner, der stadig er i live og kan være med, er guld, men samtidig maner det til ydmyghed ud over alle grænser, fordi man beskriver en levende persons værk.

Arne Haugen Sørensen er 89 år, og museet i Videbæk planlægger en stor fejring af hans 90-års fødselsdag næste år.

Det Grafiske Værk i Galleri Gry

Bogen præsenteres i Videbæk i Jylland, men der bliver også mulighed for at stifte bekendtskab med den lokalt.

Det sker lørdag den 4. september kl. 13 på Dyrehøj Vingård, hvor Galleri Gry og Jan Petersen sammen med Palle Bruun Olsen præsenterer bogen om Det Grafiske Værk. Samtidig er der fernisering på en udstilling af noget af Arne Haugen Sørensens grafik. Hertil bidrager blandt andre Palle Bruun Olsen, idet han rydder væggene hjemme på Lundemarken og flytter hele sin samling af kunstnerens grafik til Dyrehøj Vingård.

Eufori og frustration

Gennem hele skriveprocessen har Palle Bruun Olsen været gennem de sædvanlige faser af eufori og frustration, der har bølget op og ned, og lige nu er han i det vakuum, som han kender fra andre perioder, hvor han har afsluttet arbejdet med en bog: Gad vide om jeg nogensinde kan skrive en bog igen?

Den fase udfylder han nu med kreative projekter i hus og have, deriblandt forberedelsen til et drivhus. Her skal det citrontræ flytte ind, som Palle fik som afskedsgave af direktionen, da han den 1. maj som 62-årig sagde farvel til Kalundborg Kommune efter at have været ansat der siden 1978.

Nu bliver der også tid til at dyrke samlerinteressen. Palle er altid på jagt efter kunst og keramik, og de gode resultater af interessen kan tydeligt se i hans og Lisbeths hjem.

Ingen skal forvente at opleve Palle som udøvende kunstner:

- Mit lod er at være formidler. Jeg kan skrive, og jeg kan snakke, og jeg er meget ydmyg over for dem, der kan skabe noget, siger han med et smil.

Palle Bruun Olsen

Født 1959 og fra 1978 -2021 ansat ved Kalundborg Kommune.

1995-2002 formand for Kalundborg Kunstforening, medlem af Kalundborgegnens Kulturgruppe og Kalundborg Kommunes Koncertudvalg. Modtog 2000 den 5-kommunale kulturpris, 2006 Statoils Kondensatpris og 2015 Kalundborg Turistpris.

Forfatter til en lang række bøger og artikler fortrinsvis om lokalhistorie og kunst, deriblandt i 2018 Kunst og Kunstnere på Kalundborgegnen.

 

 

Del