Vandrepokal bliver på Høng Skole

Dagene var arrangeret i samarbejde med Kalundborg Kommunes SSP-team, kommunens afdeling for Sundhed & Myndighed, Kalundborg Bibliotekerne og organisationen Headspace.

Vandrepokal bliver på Høng Skole
1, 2, 3 gange står Høng Skoles 7. årgang indgraveret i SSP-teamets vandrepokal, der markerer kommunens bedst samarbejdende årgang.

gitte@tv-kalundborg.dk 

1, 2, 3 gange står Høng Skoles 7. årgang indgraveret i SSP-teamets vandrepokal, der markerer kommunens bedst samarbejdende årgang. Mandag fik eleverne overrakt pokalen, og det blev fejret med is i det lune efterårsvejr

I den første uge af de nye skoleår var de elever, der lige er startet på 7. årgang i en overbygningsskole samlet på Røsnæs Naturskole til teambuildingdage med fuld fokus på samarbejde og relationsdannelse. For det er vigtigt, at få en god start på udskolingsårene på den nye skole, forklarer Silas Andersen fra 7.z på Høng Skole: ”Øvelserne og dagen har gjort os tættere i klassen og på årgangen. Det er lettere at lave gruppearbejde, og når det er frikvarter, snakker vi mere sammen.”

Dagene var arrangeret i samarbejde med Kalundborg Kommunes SSP-team, kommunens afdeling for Sundhed & Myndighed, Kalundborg Bibliotekerne og organisationen Headspace. Aktiviteterne spændte fra escaperoom til snobrødsbagning på bedste Bagedyst-manér.

Da alle årgangene havde dystet i de fem konkurrencer, blev scorerne gjort op, og det stod hurtigt klart, at Høng Skole endnu engang løb med sejren.

Forud for dagen på Naturskolen var eleverne blevet klogere på deres personlige intelligensprofil med udgangspunkt i psykologen Harward Gardners teorier om ’De syv intelligenser’. Øvelserne var udvalgt, så de mange forskellige intelligenser alle blev tilgodeset. På den måde erfarer eleverne i praksis, at alle har forskellige måder at lære på, og at alle kan bidrage til klassefællesskabet på forskellige måder og med hver sine styrker: ”Det var en rigtig god dag, og det var rigtig sjove og spændende opgaver vi skulle løse. Og fordi de var så forskellige, kunne alle få sagt noget og blive hørt. Det var rigtig godt,” siger Isabella Andersen, der også går i 7.z på skolen.

Scorer hattrick

Igen i år kan pokalen pryde på Høng Skole, der med sejren over kommunens andre folkeskoler sikrer sig et hattrick i samarbejdskonkurrencen. Det betyder også, at vandrepokalen i virkeligheden ikke har vandret så meget på de fire år, konkurrencen har fundet sted, fortæller Jacob Hammershøi, der er SSP-konsulent i kommunen.

”Vi har kørt denne her samarbejdskonkurrence i fire år nu. Vi har haft pokalen i tre år, og indtil videre, er det kun Høng Skole, der står indgraveret på den. Høng Skole gør ligesom vores andre folkeskole et rigtig stort og flot stykke arbejde i at skabe inkluderende miljøer for de elever fra de andre skoler, der skal starte i udskolingen. Vi ved godt, at eleverne går rigtig meget op i konkurrencen, og at konkurrenceelementet motiverer dem, men det vigtigste er – og det er også det vi både ser og hører – at de får skabt nye og gode relationer med hinanden,” siger han.

Og så spiller dagen også en vigtig rolle i forebyggelsen af ungdomskriminalitet, forklarer Jacob Hammershøi: ”Man skal også se vores teambuilding-dage som en del af en tidlig forebyggende indsats. Vi ved, at gode sociale netværk og solide relationer mellem de unge er vigtige for at forebygge ungdomskriminalitet og dårlige vaner. Så vi og vores samarbejdspartnere gør, hvad vi kan for at sikre, at de nye 7. årgange bliver smeltet så meget sammen, som overhoved muligt”.

Del