Valgt til bestyrelsen i DGI Midt- og Vestsjælland

Nu kan Trine Birkmose føje endnu en post til sit CV som medlem af bestyrelsen i idrætsorganisationen DGI Midt- og Vestsjælland. Privatfoto.

kontakt@tv-kalundborg.dk

Trine Birkmose fra Høng er netop blevet valgt til bestyrelsen i DGI Midt- og Vestsjælland.

Hun er formand for Høng GF, formand for Idrætsrådet i Kalundborg Kommune, næstformand i Folkeoplysningsudvalget og medlem af styregruppen i Bevæg dig for livet visionskommune-projektet. Nu kan Trine Birkmose føje endnu en post til sit CV som medlem af bestyrelsen i idrætsorganisationen DGI Midt- og Vestsjælland.

”Jeg ret beæret over, at så mange mennesker bakkede op om mit kandidatur. Jeg håber, jeg kan være med til at sætte retningen for fremtidens foreninger og understøtte de mange frivillige, som hver dag bruger tusindvis af timer på idrætten,” siger Trine Birkmose og fortsætter: ”Vi skal ikke undervurdere den livskvalitet der er i frivilligt arbejde. Den skal vi værne om og sikre, at den kommer til at bestå i mange generationer efter os. Vi skal derfor i bestyrelserne i idrætsforeningerne blive bedre til at invitere ind og bygge vores bestyrelser op, så der er plads til nytænkning. Men på samme tid skal vi værne om de traditioner, der fungerer i foreningerne, og som jo faktisk er en vigtig del af vores kulturarv. Sådan går jeg også til arbejdet i DGI.”

I DGI Midt- og Vestsjælland glæder formand Bruno L. Hansen sig til at byde et nyt bestyrelsesmedlem velkommen. Bestyrelsen består af ni medlemmer, som alle repræsenterer foreningsidrætten i landsdelens geografi.

”Trine kommer med en imponerende baggrund inden for foreningsidrætten og den kommunale verden, som passer perfekt med det fokus, som vi arbejder med i DGI Midt- og Vestsjælland. Her er foreningen kernen og samarbejdet med kommunerne kan sikre de bedste vilkår for idrætsforeningerne og være med til at gøre endnu flere mennesker aktive. Jeg har store forventninger til at have Trine med på holdet,” siger han.

Bevæg Dig For Livet visionskommune

Kalundborg Kommune er netop blevet Bevæg dig for livet visionskommune. Det betyder, at kommunen nu vil bidrage til, at Danmark bliver verdens mest idrætsaktive nation. Trine Birkmose er med i styregruppen.

”Jeg synes, det er interessant at blive klogere på, hvordan vi kan få flere mennesker til at bevæge sig både i og udenfor foreningerne. Også hvordan foreningerne kan blive endnu mere attraktive for potentielle medlemmer, og jeg tror, det kommer til at kræve en dosis nytænkning i samarbejde med foreningerne. Jeg vil derfor i DGI arbejde for, at vi kommer endnu tættere på medlemsforeningerne, så vi sammen kan gøre en forskel,” siger Trine Birkmose.

Om DGI
DGI er en nonprofitorganisation, der i mere end 150 år har arbejdet tæt sammen med foreningerne om at gøre danskerne mere aktive. I dag tæller DGI flere end 6.300 foreninger og 100.000 frivillige ildsjæle. Som en af landets største leverandører af kurser gør DGI hvert år flere end 50.000 danskere klogere på både sig selv og idræt. Vi tror på, at du bliver stærkere og mere motiveret af at dyrke idræt i et fællesskab, og vores aktiviteter spænder over mange forskellige idrætsgrene. Fra street soccer til svømning, fra håndbold til fitness og løb. 800 idrætsforeninger er medlem af DGI Midt- og Vestsjælland med 200.000 aktive udøvere. Landsdelen strækker sig geografisk fra Brøndby i øst til Kalundborg i vest.

Del