Valgdebat: "Vi skal blive ved med at samarbejde"

”Vi skal blive ved med at samarbejde, så tag lige og sæt kryds ved Martin eller mig, så er i sikker på at der bliver samarbejde"

Valgdebat: "Vi skal blive ved med at samarbejde" Debat mellem de to erfarne politikere Gunver Jensen og Martin Damm lørdag formiddag i Kvicklys Bistro. Foto: Jens Nielsen

Tekst og foto af Jens Nielsen

Spørgelysten var stor da gruppeformand for Socialdemokratiet Gunver Jensen og borgmester Martin Damm mødte hinanden til en valgduel lørdag.

Vælgerne havde lørdag mulighed for at overvære en duel mellem de to største stemmeslugere fra kommunalvalget 2017, gruppeformand for Socialdemokratiet Gunver Jensen, der fik 1888 personlige stemmer og borgmester Martin Damm (v), der fik 4266 personlige stemmer.

Det var 3F Kalundborg, der sammen med den nye S- forening i Kalundborg, Socialdemokratisk Partiforening for Røsnæs, Raklev og Omegn, havde inviterer til duel i Kvicklys Bistro.

Journalist Bjarne Robdrup var ordstyrer på debatten og havde på forhånd udformet en række spørgsmål om bl.a. emner som skoler, unge, boliger i Klosterparken, velfærd og kultur.

”Kalundborg er en velhavende kommune og vi bruger alle de penge vi må, og langt de fleste ting i laver i Kalundborg Kommune er vi langt hen ad vejen enige om, bl.a. er vi enige om de budgetter der bliver lavet, vi får ikke alle de aftryk på som vi vil, men vi får de vigtigste, og det vigtigste for os de sidste fire år er skolen og sådan vil det også være fremover, det er egentligt ikke gået så skidt selv om vi har været i opposition, vi har vist at vi gerne vil føre socialdemokratisk politik, om det er os eller andre der bestemmer og det vil vi gerne blive ved med,” sagde Gunver Jensen.

”I pressen og udadtil kan det lyde som om vi er uenige, men sandheden er jo, at i de 12 år jeg har været borgmester, har vi lavet budget sammen 11 gange, og vi er enige om langt de meste, og vi har i fællesskab flyttet Kalundborg Kommune fra at være en fattig udkantskommune til, at vi til næste år kan investere 170 mio. kr. i forskellige ting, penge som vi har, og så kan vi endda afdrage det sidste på vores gamle gæld,” sagde Martin Damm.

Og netop enigheden og samarbejdet i kommunalbestyrelsen prægede debatten mellem de to erfarne politikere på rækken af spørgsmål som kom fra Bjarne Robdrup.

Ordstyren spurgte også Gunver Jensen om hvordan den S-gruppe der vælges d. 16. november, vil være i stand til at samarbejde efter den uenighed der har været mellem de to socialdemokratiske partiforeninger i Kalundborg.

Til det svarede hun,

”De socialdemokrater der vælges, er simpelthen nødt til at samarbejde, vi går til valg på det samme partiprogram og vi har den samme spidskandidat, sådan er demokrati.”

 Efter en god time blev der plads til spørgsmål fra tilhørerne, og der var mange emner, store som små, som blev drøftet, lige fra måge sikre skraldespande, højvandssikring, Kattegatforbindelse, flygtninge, teatersal, borgerrådgiver, hjemmepleje og en tilhører ville have vished for, at der ikke blev bygget højhuse i Kalundborg.

”Vi skal blive ved med at samarbejde, så tag lige og sæt kryds ved Martin eller mig, så er i sikker på at der bliver samarbejde,” sagde Gunver Jensen, hvilket fik de mange fremmødte til at klappe højlydt.

Del