Vær med til at skabe kultur og fællesskab

De seneste fire år har 22 forskellige byer og landsbyer i Kalundborg Kommune haft i alt 14 mio. kr. til at investere i anlæg, som fremmer og udvikler det lokale fællesskab. Nu sættes anden runde i gang.

Vær med til at skabe kultur og fællesskab
Multibane og aktivitetsområde i Rørby er et de projekter, som Få det fikset puljen har været inde over. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

De seneste fire år har 22 forskellige byer og landsbyer i Kalundborg Kommune haft i alt 14 mio. kr. til at investere i anlæg, som fremmer og udvikler det lokale fællesskab. Der er bl.a. blevet bygget nye legepladser, mountainbikespor og en pizzaovn. Kalundborg Kommune gentager succesen og inviterer til anden runde af Få det fikset-puljen.

Onsdag den 10. januar og onsdag den 31. januar 2024 inviterer Kalundborg Kommune alle borgere og interesserede til to opstartsmøder, hvor anden runde af Få det fikset-puljen vil blive præsenteret. Møderne er særligt tilrettelagt for borgere i byer under 200 indbyggere og landdistrikter.

”Der er ikke tvivl om, at borgerne har taget godt imod første pulje af Få det fikset-projektet. Det har været vildt fedt at se, hvad der sker, når man giver en stor pose penge til byområderne og landdistriktsområderne. I løbet af de seneste fire år har borgerne blandt andet etableret pizzaovn, mountainbikespor, nye legepladser, bålhytter og meget mere. Projektet viser, at når vi inddrager borgerne, griber de chancen, sætter gang i kreativiteten og går i sving med at udvikle deres område. Vi glæder os derfor til at se, hvad borgerne finder på i anden runde,” siger Martin Damm (V), borgmester i Kalundborg Kommune.

Succesen gentages

Kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune har på baggrund af første runde af Få det fikset-puljen besluttet sig for, at gentage succesen og tilbyde endnu en runde af puljen. I budgetaftalen for 2023-2026 har kommunalbestyrelsen dermed igen afsat 14 mio. kr. til lokalsamfundenes Få det fikset-pulje 2.

12 mio. kr. fordeles til 22 byområder, og 2 mio. kr. Er afsat til landdistriktsområderne til brug I byer med færre end 200 indbyggere og landdistrikter. De 22 byområder og landdistriktsområderne bestemmer inden for aftalens rammer, hvad der skal ske med pengene.

”Pengene blev brugt rigtig godt mange steder, også i de små landdistrikter første gang, og det vil vi jo gerne gentage. Så nu er vi i gang med version 2.0. af Få det fikset puljen. Vi har møde for landdistrikterne og byer under 200 indbyggere her den 10. januar og igen den 31. januar, og jeg opfordrer meget folk til at møde op og deltage. Selv om man måske ikke lige har en idé, kan man sagtens være med. Mange bliver faktisk inspireret til et sådant møde, fordi der kommer andre udefra, der har lavet forskellige vellykkede projekter, som de kan fortælle om,” fortæller formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Hans Munk (R) og fortsætter: ”Det er vigtigt, at man i de små landdistrikter møder op, da der er gode muligheder for at være med til at skabe noget miljø, kultur og fællesskaber, i de små byer, med puljen. Det betyder også noget bosætningsmæssigt, i de små samfund, at der er noget kultur og fællesskab, der kan samle folk.”

Fremmer fællesskabet

I perioden 2019 til 2022 kørte første runde af Få det fikset-puljen. Der var afsat 14 mio. kr. til alle byer og landdistriktsområder i Kalundborg Kommune. Borgerne har nået at bruge i alt 10,4 mio. kr. på at realisere en række forskellige anlæg, forbedringer og udvidelser, som fremmer og udvikler det lokale fællesskab i byområderne.

”Så mange idéer er blevet til virkelighed gennem Få det fikset-puljen, Vi opfordrer borgere og interesserede til at deltage i de kommende opstartsmøder. Møderne er en unik mulighed for at blive inspireret og bidrage til udviklingen af lokale projekter, der styrker fællesskabet og skaber attraktive omgivelser, fortæller Rikke Røge Forchhammer, der er projektleder for Få det fikset-puljen i Kalundborg Kommune.

Mange gode projekter

Bjergsted har i første runde fået penge via puljen til landdistriktsområderne. De aktive borgere i landsbyen har besluttet at bruge pengene på at etablere et hyggeligt fællesområde med shelter, bålplads, pizzaovn og nye borde/bænkesæt rundt omkring i landsbyen og i bakkerne omkring landsbyen. I alt 13 forskellige byer har fået andel i de 2 mio. kr., der er i puljen til byer under 200 indbyggere og landdistrikter. Høng har fået tildelt 1 mio. kr. i første runde af Få det fikset. Aktionsgruppen i Høng har i samarbejde med lokalsamfundet brugt pengene på flere forskellige projekter, som har til formål at gøre Høng by endnu mere attraktiv. Pengene er blandt andet blevet brugt på at bygge et uderum ved Høng Bibliotek, etablere nye legefaciliteter i Kultur og Bevægelsespark Høng og etablere et udfordrende Mountainbikespor i Høng skov. Gørlev har ligeledes fået 1 mio. kr. af puljen. I den lokale aktionsgruppe er man blevet enige om at bruge størstedelen af midlerne på at etablere et rekreativt område ved Gørlev Sø med shelter, boardwalk og toilet. Udover det har de også fået etableret en ny legeplads i Gørlev by og købt julebelysning.

Den 10. januar afholdes mødet i Ubby Forsamlingshus kl. 19-20.30 og den 31. januar afholdes mødet i Vinde Helsinge Forsamlingshus kl. 19-20.30.

Links til tilmelding:

  1. januar – Opstartsmøde Få det fikset pulje 2 - landdistrikter og byer under 200 indbyggere | Kalundborg Kommune (nemtilmeld.dk)
  2. januar - Opstartsmøde - Få det fikset pulje 2 i landdistrikter og byer under 200 indbyggere | Kalundborg Kommune (nemtilmeld.dk)

For mere information om de kommende opstartsmøder og Få det fikset-puljen besøg www.kalundborg.dk/fådetfikset

Del