Vægmalerier er en hyldest til de mange 'hjælperyttere'

Løbets store stjerner nyder godt af hjælperytternes hårde arbejde, ligesom gæsterne i Destination Sjælland nyder godt af de mange lokale hjælpsomme ildsjæle. 

Vægmalerier er en hyldest til de mange 'hjælperyttere' Det er kunstnerne Jens Stentoft og Søren Bendixen fra Institut for urban kunst, som har udført de flotte vægmalerier. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

I samarbejde med Institut for urban kunst (Ifuk) og Region Sjælland har Destination Sjælland været på jagt efter fire vægge, der udsmykkes med en hyldest til de lokale hjælperyttere og Tour de France. Tre af de fire vægge er placeret i Kalundborg Kommune.

Løbets store stjerner nyder godt af hjælperytternes hårde arbejde, ligesom gæsterne i Destination Sjælland nyder godt af de mange lokale hjælpsomme ildsjæle. 

I bedste street art-stil fortolker to professionelle kunstnere sjællandsk hjælpsomhed via fire forskellige vægmalerier, som er placeret på Tour de France-rutens-2. etape, som kører gennem Kalundborg Kommune lørdag d. 2. juli

Tre af de store flotte vægmalerier er placeret i Kalundborg Kommune, det ene på en gavl på adressen Drøsselbjergvej 4 (Drøsselbjerg Forsamlingshus).

Ved Birkendegård på hjørnet af Holbækvej og Eskebjergvej er placeret et 4,8 x x3,6 meter stort vægmaleri, udført på store træplader.

Ideen til maleriet kommer fra Rotary Kalundborg, som afholder et stort Tour-event på Birkendegård d. 2. juli.

Maleriet skal efter Tour de France sælges hvor hele overskuddet går til humanitært arbejde.

Det tredje vægmaleri er sat i gang onsdag på gavlen på HF/VUC-bygningen, J. Hagemann-Petersens Alle. Det fjerde og sidste vægmaleri skal males på Korsør Havn.

Det er kunstnerne Jens Stentoft og Søren Bendixen fra Institut for urban kunst, som har udført de flotte vægmalerier. De farvelægger mange tusinde kvadratmeter byrum hvert år, og nu har Kalundborg Kommune også fået glæde af flere flotte vægmalerier.

Her hjælper vi til

Vægmalerierne er en del af indsatsen ”Her hjælper vi til”, som Destination Sjælland lancerer i forbindelse med optakten til Tour de France.

Hjemmesiden hertil.dk er sammen med en række events omdrejningspunktet for destinationsselskabets initiativer, der går forud for og ligger i slipstrømmen på besøget af verdens største cykelløb.

Del