Unge tager på sommerlejr

20 unge fra hele landet rykker ind på Høng Efterskole til en uge med fællesskab, sjove aktiviteter og et tiltrængt pusterum fra hverdagen.

Unge tager på sommerlejr
Blå Kors Danmark åbner dørene til en af årets sjællandske ferielejre, der finder sted på Høng Efterskole. Modelfoto: Colourbox.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

20 unge fra hele landet rykker ind på Høng Efterskole til en uge med fællesskab, sjove aktiviteter og et tiltrængt pusterum fra hverdagen.

Snart går sommeren for alvor i gang for 20 unge, når Blå Kors Danmark åbner dørene til en af årets sjællandske ferielejre, der finder sted på Høng Efterskole. Her venter en lille uge med grin, leg og nye venskaber i trygge rammer.

Ferielejren i Høng finder sted fra den 6.-10. juli og er én af i alt 11 sommerlejre, som Blå Kors Danmark afholder i løbet af sommeren for børn og unge i udsatte livspositioner.

"Lejrene giver de unge et pusterum fra en hverdag, der kan være fyldt med bekymringer. Her kan de slappe af, få nye venner og bare være sig selv,” siger Sandra Trampedach Junget, der er projektleder for Blå Kors Danmarks ferielejre.

Deltagerne på ferielejren i Høng er i alderen 13-18 år. De kommer fra hele landet og har vidt forskellige baggrunde. Nogle er vokset op i familier med sygdom, økonomiske udfordringer eller misbrug, mens andre oplever ensomhed eller sociale vanskeligheder.

##REKLAME###

Masser af frivillige voksne

Bag lejren står 14 frivillige voksne, der har brugt måneder på at forberede sjove aktiviteter og skabe en ferieoplevelse, som deltagerne vil kunne huske tilbage på.

På sommerlejren kan deltagerne se frem til blandt andet at komme på udflugt og deltage i kreative værksteder, musik og sportsaktiviteter, der giver dem nye minder og venskaber med hjem i bagagen.

"For mange af de unge er sommerlejren et af årets helt store højdepunkter. Lejren giver dem noget at glæde sig til – og noget at fortælle deres kammerater om, når de kommer tilbage i skole efter ferien. Vores frivillige er enormt engagerede, og gør det helt fantastisk. De vælger at bruge en uge af deres sommerferie på at være noget for andre, fordi det giver dem mindst lige så meget igen," fortæller Sandra Trampedach Junget, der oplever, at både deltagere og frivillige vender tilbage år efter år:

Blå Kors Danmarks ferielejre er støttet af en række fonde, legater og virksomheder.

Fakta om sommerlejre

  • Blå Kors afholder i år 11 sommerlejre for børn og unge i uge 27, 28 og 29:
  • Seks lejre for børn (7-12 år) på Blåkilde Efterskole i Tarm i Vestjylland, Onsild Idrætsefterskole ved Hobro i Nordjylland, Valfart på Djursland, Ladelund Efterskole ved Vejen i Sydjylland, Rågelund Efterskole på Fyn og Høng Efterskole på Sjælland.
  • To ungdomslejre (hhv. 13-18 år og 14-20 år) på Høng Efterskole på Sjælland og Hestlund Efterskole ved Bording i Midtjylland.
  • Tre lejre til søs (13-17 år) ombord på træskibet Agape med forventet udsejling fra Mariager, Middelfart og Sønderborg.

Del