Ung ophidset knallertkører anholdt

Den unge mands adfærd medførte en anholdelse af den 16-årige, der blev sigtet for overtrædelse af straffeloven for at lægge hindringer i vejen for politiet.

Ung ophidset knallertkører anholdt

Af Jens Nielsen

En 16-årig ung mand blev ophidset og kaldte politiet mindre pæne ting da hans knallert skulle beslaglægges med henblik på hastighedsmåling på et rullefelt.

Tirsdag aften standsede politiet en knallertkører, der på sin lille 30-knallert kunne mistænkes for at køre væsentligt hurtigere end tilladt på vej hen til Høng Hallen på Rosenvænget, hvor han blev standset.

Knallertkøreren var en 16-årig ung mand fra Ruds Vedby, som havde kørt uden at anvende styrthjelm samt befordret en passager, men han kunne fremvise præmiekvittering for ansvarsforsikringen og et knallertkørekort.



Da politiet tilkendegav, at knallerten skulle beslaglægges med henblik på hastighedsmåling på et rullefelt, ophidsede den oplysning knallertkøreren, som nægtede at udlevere nøglerne til knallerten, ligesom han kaldte politiet for mindre pæne ting og i øvrigt opildnede de øvrige tilstedeværende til at blande sig i politiforretningen.

Den adfærd medførte en anholdelse af den 16-årige, der blev sigtet for overtrædelse af straffeloven for at lægge hindringer i vejen for politiet.

Den 16-årige blev dog løsladt kort efter, men kan forvente at høre yderligere fra politiet, når knallertens kørehastighed er blevet undersøgt på et rullefelt. Hans værge/forældre er underrettet om sagerne mod ham.

Del