Ung mand sigtet for vold i motionscenter
En 18-årig mand fra Kalundborg blev tildelt slag og spark af en anden mand onsdag eftermiddag i et motionscenter.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Onsdag sidst på eftermiddagen blev Midt- og Vestsjællands Politi tilkaldt, da en ung mand var blevet slået og sparket i et motionscenter i Kalundborg.
Nogle unge mænd havde været inde og træne i Pure Gym i Kalundborg, hvor der efterfølgende var opstået en uoverenstemmelse mellem dem og en anden part.
Det førte til tumult, og en 18-årig mand fra Kalundborg blev i den forbindelse tildelt slag og spark af en anden mand. Da der var videoovervågning i motionscenteret fandt politiet ud af, hvor de skulle køre hen, og kl. ca. 21 samme aften blev en 17-årig mand anholdt og sigtet for vold.
Den 17-årige blev senere på aftenen løsladt, og han vil høre nærmere fra politiet. Det oplyser kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, Charlotte Tornquist, til TV-Kalundborg.dk