Undersøgelser på vandet i Nekselø Bugt er afsluttet

Man er nu et skridt nærmere at afklare, om der kan lagres CO2 i undergrunden ved Kalundborg for at mindske klimaforandringerne.

Undersøgelser på vandet i Nekselø Bugt er afsluttet
Kortlægningen af undergrunden ved Kalundborg har rundet en stor milepæl efter undersøgelser under havbunden nu er afsluttet.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kortlægningen af undergrunden ved Kalundborg har rundet en stor milepæl efter undersøgelser under havbunden nu er afsluttet. Dermed er man et skridt nærmere at afklare, om der kan lagres CO2 i undergrunden for at mindske klimaforandringerne.

CO₂ Storage Kalundborg har afsluttet undersøgelserne på vandet i Nekselø Bugt, der skal bidrage til en grundig kortlægning af undergrunden ved Kalundborg. I den kommende tid vil skibe indsamle de hydrofoner og navigationsbøjer, som har været anvendt under arbejdet. Det skriver CO₂ Storage Kalundborg i en pressemeddelelse tirsdag.

Store mængder data er indsamlet

”Vi har indsamlet store mængder data, som skal bruges til at danne et detaljeret billede af undergrunden i området. Det er afgørende for at kunne vurdere, om der kan lagres CO sikkert og permanent i undergrunden,” siger Ulrik Olbjørn, projektchef i CO₂ Storage Kalundborg

Hydrofonerne og bøjerne har været placeret i Nekselø Bugt, hvor fem mindre skibe siden slutningen af februar har sendt lydbølger ned i undergrunden. Lydbølgerne er blevet opfanget og registreret af udstyret i vandoverfladen, og giver værdifuld indsigt i de geologiske forhold i cirka 1.400 meters dybde.

Sideløbende med afslutningen af undersøgelserne på vandet, skrider kortlægningen af undergrunden på land planmæssigt frem. Arbejdet begyndte i den nordlige del af området og bevæger sig nu gradvist længere mod syd.

”Vi oplever stor tilslutning fra lodsejere i området, og arbejdet på land går som planlagt. Det er afgørende, at vi får et indgående kendskab til undergrunden, og vi sætter stor pris på den konstruktive dialog og det gode samarbejde,” fortæller  Ulrik Olbjørn.

Undersøgelserne på land gennemføres med vibrationsudstyr, som sender lydbølger ned i undergrunden. Lydbølgerne reflekteres tilbage og opfanges af geofoner, som er placeret på jordoverfladen. På den måde dannes et detaljeret 3D-kort af geologien.

Data analyseres

Fasen i kortlægningen af undergrunden fortsætter frem til efteråret, hvorefter de store mængder data vil blive analyseret. Herefter forventes det at undersøgelserne går ind i en ny fase i løbet af 2026. Den samlede undersøgelsesperiode ventes at løbe de kommende 3-4 år.

Når alle undersøgelser er afsluttet, kan de danske myndigheder beslutte, om undergrunden er velegnet til sikker og permanent lagring af CO2.

Om CO2 Storage Kalundborg:

CO2 Storage Kalundborg er et samarbejde mellem energivirksomhederne Equinor og Ørsted samt den danske stat - repræsenteret af Nordsøfonden. Equinor er som operatør majoritetsejer med 60 procent af licensen, mens Ørsted har 20 procent og statens undergrundsselskab, Nordsøfonden, ligeledes har 20 procent. I juni 2024 tildelte klima-, energi- og forsyningsministeren en undersøgelseslicens til CO2 Storage Kalundborg, der de kommende år gennemfører en lang række omfattende undersøgelser af undergrunden ved Kalundborg. Resultaterne fra undersøgelserne skal fastslå, om der sikkert og effektivt kan lagres CO2 i området for at mindske klimaforandringerne.

CO2 Storage Kalundborgs arbejde er de kommende år inddelt i tre faser, som omfatter forskellige typer af undersøgelser:

  • Kortlægningsfasen: Undergrunden opmåles og kortlægges ved hjælp af måleudstyr samt specialdesignede køretøjer og skibe, der bevæger sig rundt i området.
  • Udforskningsfasen: Der bores ned til ca. 1.400 meters dybde for at indsamle data og jordlagsprøver af undergrunden med henblik på yderligere kortlægning.
  • Testfasen: Der sendes vand ned gennem boringerne for at lave avancerede simuleringsmodeller af undergrundens reaktion på potentiel lagring af CO2. 

Læs mere om CO2 Storage Kalundborg her: www.co2storagekalundborg.dk

Del