Udvider igen og har ansat deres læremester

Flere gange er virksomheden blevet udvidet, både med hensyn til mere plads, men også flere medarbejdere

Udvider igen og har ansat deres læremester Fra venstre, Morten Sonne Faigh, Kasper Svendsen der er Mortens og Emils læremester, og Emil Olsen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kalundborg Autolakering i Ugerløse ved Kalundborg har rigtigt travlt, derfor er forretningen blevet udvidet flere gange siden starten for fire år siden, og der er blevet ansat mere personale, bl.a. har Morten Sonne Faigh og Emil Olsen lige ansat deres tidligere læremester.

Den 2. oktober er det fire år siden, at de to unge iværksættere, Morten Sonne Faigh fra Høng og Emil Olsen fra Næstved, slog dørene op til deres helt nye virksomhed, Kalundborg Autolakering, beliggende på Ellemosevej 5A i Ugerløse.

Siden er det gået rigtigt stærkt, flere gange er virksomheden blevet udvidet, både med hensyn til mere plads, men også flere medarbejdere.

Nu har Morten Sonne Faigh og Emil Olsen så udvidet igen, dels er der blevet bygget et stykke til deres sprøjtekabine, så der nu kan males to biler ad gangen og der er ansat flere folk, så virksomheden nu i alt har syv medarbejdere incl. de to indehavere.

”Det sidste halve år er det bare gået rigtigt stærkt, og vi har fået udvidet vores sprøjtekabine så vi kan sprøjte to biler ad gangen, og mange flere løsdele, det har hjulpet meget, så nu behøver vi ikke at være her til kl. 10 om aftenen,” fortæller Morten Sonne Faigh, og fortsætter,

”Vi har fået et rigtigt godt team med folk vi kan stole på, som er dygtige håndværkere og som kommer til tiden om morgenen.”

Og Emil Olsen supplerer, ”Jeg kom hjem den ene dag hvor familien spurgte om jeg havde været på ferie, der havde jeg stort set ikke været hjemme i fire dage, så vi glæder os til at kunne være mere sammen med familien fremover.”

Har ansat deres læremester

Blandt de medarbejdere som er kommet til sidst, er Kasper Svendsen, som de to indehavere har et helt særligt forhold til, de var nemlig begge i lære hos Kasper Svendsen i Køge for år tilbage.

”Vi har ansat vores tidligere chef som har lært os op, han lukkede sit eget firma tilbage i 2012 og har så været ansat forskellige steder siden, han har et rigtigt godt overblik og er et kendt navn i branchen, og det har da allerede givet flere henvendelser fra værksteder som har hørt, at vi nu har Kasper ansat,” fortæller Morten Sonne Faigh

Kalundborg Autolakering råder over 1000 kvadratmeter og bliver kundestrømmen ved med at stige, så kan det blive nødvendigt at bygge endnu en sprøjtekabine. 

Del