Udvalget er meget stort
Sortimentet i Havecentret er igen i år meget stort, måske byens største, der er alt i raketter, store og små, batterier i mange størrelser, fontæner, bomberør, alt i hatte, bordbomber, pynt til bordene
Af Jens Nielsen
Salget af fyrværkeri fra Havecentret i Kalundborg er startet. Udvalget har aldrig været større. Bl.a. er det flotte og mere professionelle fyrværkeri fra Riakeo en del af sortimentet.
Selv om julen slet ikke er overstået endnu, er der mange som er begyndt at tænke på nytårsaften, og dermed også fyrværkeri.
Den 15. december startede salget af fyrværkeri landet over, også i Havecentret på Stejlhøj i Kalundborg, hvor man mærker en stor interesse. De første kunder har da også allerede været forbi Havecentret for at handle. Det er dog ikke lovligt at skyde det købte fyrværkeri af før d. 31. december.
Sortimentet i Havecentret er igen i år meget stort, måske byens største, der er alt i raketter, store og små, batterier i mange størrelser, fontæner, bomberør, alt i hatte, bordbomber, pynt til bordene, og selvfølgelig sikkerhedsbriller i flere varianter.
”I år har sælger vi Panther Power, stadigvæk fra Aalborg Fyrværkerifabrik, så har vi et godt udvalg fra First Class med de store overload batterier og igen i år sælger vi Riakeo, som lidt er fyrværkerens eget,” fortæller Rasmus Jensen, medindehaver af Havecentret i Kalundborg, og fortsætter, ”Vi kan godt mærke, at interessen er stor, det med at vi har et stort udvalg trækker mange til og vi har allerede haft en del kunder som har købt de helt store batterier for at være sikker på de ikke er udsolgt.”
Det største batteri som er på hylderne i Havecentret er fra Riakeo, det har 199 skud og 3,5 kg. krudt.
Selvom raketter altid har været meget populære, og stadigvæk kan købes hos Havecentret, så er det mest de store batterier som sælger bedst.
”Det bliver mere og mere batterier, store som små, vi sælger. Batterier er ikke så følsomme overfor vind og er det overskyet så kan man ikke se en raket, men det kan man med et batteri,” forklarer Rasmus Jensen.
Det store udvalg er udstillet i forretningen, i form af attrapper, her kan kunderne så udfylde en bestillingsseddel, og mens der betales, pakker personalet varerne og de er klar til udlevering, når kunden forlader butikken. Nemt og hurtigt.
”Hos os foregår alt indendørs, kunderne kan udfylde deres bestillingsseddel og fyrværkeriet udleveres også inde i varmen, det er her vi gør en forskel,” siger Rasmus Jensen
Året ud vil der hver dag være et nyt godt tilbud på fyrværkeri på Havecentrets Facebookside, https://www.facebook.com/havecentretkalundborg.dk/