Udtaget til U21 Herrelandsholdet

Andreas Birkemose Hansen er udtaget til U21 Herrelandsholdet i hockey og rejser onsdag morgen til EM i Nymburk, Tjekkiet.

Udtaget til U21 Herrelandsholdet
19-årig Andreas Birkemose Hansen. Privatfoto: Lasse Steinmetz.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

19-årig Andreas Birkemose Hansen er udtaget til U21 Herrelandsholdet i hockey og rejser onsdag morgen til EM i Nymburk, Tjekkiet, hvor han sammen med resten af holdet skal kæmpe for Danmark.

Andreas Birkemose har spillet i Kalundborg Hockey Klub siden, at han var 10 år, og han tog hurtigt målmandsposten til sig. I 2021 blev han udtaget til U18 Herrelandsholdet, der udendørs skulle til EM i Kroatien. Turen blev imidlertid aflyst pga. omstændige COVID-19 restriktioner. Holdet fik i 2022 en mindre kompensation, da de kom af sted til en træningsturnering i Holland. Træningen til dette indendørs EM i Tjekkiet begyndte i 2022, Andreas deltog igen i de åbne træninger og lige før jul fik spillerne besked på, om de var udtaget. Det var Andreas. Birkemose.

Vi er enormt stolte over, at vi i Kalundborg Hockey Klub endnu engang kan bidrage med spillere til et landshold. Indendørs kræver det ikke lige så mange spillere, som udendørs, og det har været marginaler der har afgjort, hvem der kom med. Vi havde selvfølgelig håbet på et par stykker mere, men er stolte over og glade på Andreas vegne,” fortæller Bettina Eriksen, der er formand for Kalundborg Hockey Klub, og fortsætter:

Vi tvivler slet ikke på, at vi i de kommende år kommer til at bidrage med endnu flere spillere. Selv om vi er en forholdsvis lille klub, der blandt andet er oppe mod nogle stærke klubber som eksempelvis Slagelse og Odin (Odense), hvor resten af spillerne på U21 landsholdet i øvrigt kommer fra. Så vi har helt sikkert spillermateriale til at give yderligt konkurrence om pladserne fremadrettet.

Bettina Eriksen fortæller endvidere, at den ene landstræner, Jonas Graversen, er tidligere Kalundborg spiller, men i forbindelse med uddannelse for år tilbage, rykkede han teltpælene til Fyn, hvor Hockeyklubben Odin nu har glæde af ham som træner samtidig med, at han er tilknyttet både U21 og A Herrelandsholdet. Den anden træner er Lasse Steinmetz, der til hverdag spiller på Slagelses Ligahold ligesom, at han tidligere har spillet i Tyskland. Han er i øvrigt selv aktiv spiller på Herrelandsholdet.

Turneringen begynder torsdag og slutter søndag, og i pulje B med Danmark byder det på kampe mod Kroatien, Polen, Slovakiet og Tjekkiet. Pulje A består af Østrig, Italien, Schweiz, Tyrkiet og Ukraine.

Del