Udenlandske medarbejdere kan blive klogere på kulturel forståelse og arbejdsliv i Danmark
Målet er at give internationale medarbejdere indsigt i det danske samfund, og samtidig øge forståelsen hos danske kollegaer og arbejdsgivere.
Kalundborg Kommune afholder et arrangement for internationale medarbejdere og deres danske kollegaer og arbejdsgivere i Kino Den Blå Engel i Kalundborg. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Arrangementet sætter fokus på kulturel forståelse og de særlige sociale koder, der præger danske arbejdspladser. Målet er at give internationale medarbejdere indsigt i det danske samfund, og samtidig øge forståelsen hos danske kollegaer og arbejdsgivere for de udfordringer, internationale medarbejdere kan opleve i deres møde med den danske arbejdskultur.
Aftenen vil byde på oplæg, networking og fælles refleksion, hvor alle deltagere får mulighed for at diskutere og udveksle erfaringer. Det faglige oplæg leveres af Nanna Hauch, ekspert i interkulturelle relationer, som vil guide deltagerne igennem emner om kulturelle forskelle, sociale forventninger og tilpasning på arbejdspladsen.
Arrangementet er et led i Kalundborg Kommunes strategi om at støtte op om international bosætning og integration på arbejdsmarkedet, og bosætningskonsulent Anika Spandet Lucassen, Kalundborg Kommune, håber, at aftenen vil gøre internationale medarbejdere mere trygge i deres daglige arbejde i Danmark.
”Vi ønsker at skabe et trygt rum, hvor internationale medarbejdere får indsigt i de uskrevne regler, der præger danske arbejdspladser, og vi håber, at arrangementet vil gøre det nemmere for dem at navigere i de sociale koder. Det kan også være en øjenåbner for de danske kollegaer og arbejdsgivere, der her får mulighed for at forstå, hvordan de små, hverdagsagtige ting kan opleves anderledes, når man kommer fra en anden kultur.”
Arrangementet er åbent for både internationale medarbejdere og deres danske kollegaer og ledere. Det hele foregår i Kino Den Blå Engel i Kalundborg tirsdag den 5. november kl. 17-19. Man skal tilmelde sig via https://kalundborg.nemtilmeld.dk/524/