(U)hyggelig Halloween

Inden længe er det Halloween, og deraf også tid til at indkøbe slik til de mange (u)hyggelige børn, der kigger forbi.

(U)hyggelig Halloween
Den 31.10. er det Halloween, og derfor kan man smutte forbi Dagli’ Brugsen i Tømmerup, hvis man har lyst til lidt (u)hygge.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Inden længe er det Halloween, og det skal fejres i Tømmerup. Her er Dagli’ Brugsen og Mia Reesen gået sammen om at afholde lidt (u)hygge for alle børnene ved den lokale Brugs.

Den 31.10. er det Halloween, og derfor kan man smutte forbi Dagli’ Brugsen i Tømmerup, hvis man har lyst til lidt (u)hygge. Kl. 17 mødes nemlig en masse børn og voksne klædt ud og klar til at gå rundt i området og rasle.

Bestyrelsen i brugsforeningen står for kaffe og kage, og der er juice til børnene. Mia Reesen står for en præmie til det barn, der er klædt mest uhyggeligt ud.

”Vi samles ved Brugsen, ser lige hinandens udklædning, får en juice osv., og der vil være en food truck, hvor man kan købe flæskestegssandwich m.m. Jeg står for at pynte pladsen foran Brugsen fint op,” fortæller Mia Reesen, og fortsætter: ”Vi lavede det faktisk også spontant sidse år, hvor vi regnede med, at der kom en 20-30 børn, men der kom 200, og der måtte købes ekstra slik i sidste øjeblik. Men fordi der er rigtig mange, der har spurgt til, om vi afholder arrangementet igen i år, gør vi det. Både Jimmy fra Dagli’ Brugsen og jeg vil gerne bidrage til, at der sker noget hyggeligt i lokalsamfundet.”

Mia Reesen fortæller, at mange i området støtter op om den lidt nyere tradition, som det er at holde Halloween. Mange er gode til at sørge for slik til, når børnene ringer på døren. Men det er også helt okay ikke at deltage.

”Hvis man gerne vil have besøg af en masse søde børn, der er klædt uhyggeligt ud, skal man huske at sætte et græskar ud for, at vise, at de gerne må komme forbi,” fortæller Mia Reesen.

Alle er velkomne til arrangementet ved Dagli’ Brugsen i Tømmerup.

Del