Tv-serien Carmen Curlers optages i de gamle fabriksbygninger
”Det her er jo Carmen Curlers hjerte, det er den ægte fabrik, så derfor var det rigtigt vigtigt for os at komme her og filme"

Af Jens Nielsen
DR er tilbage i Kalundborg for at lave flere optagelser til dramaserien om Carmen Curlers. Optagelserne varer i to dage og startede tirsdag morgen. Denne gang filmes der på selve den gamle Carmen fabrik, det som i dag er blevet til Casa Danica og rummer mange forskellige virksomheder, bl.a. TV-Kalundborg.
Til oktober 2022 kan man se DRs nye tv-serie Carmen Curlers. Inspirationen til serien kommer fra Søren E. Jensens bog om Carmen-eventyret i Kalundborg, da hovedforfatter Mette Heeno blev inspireret af tiden, hvor kvinder fik mulighed for at tjene deres egne penge, fik mere magt, og satte deres præg på samfundet. Forfatteren understregede dog, at serien ikke er en historietime, men er fiktion inspireret af virkeligheden.
DR har flere gange været i Kalundborg for at lave optagelser til tv-serie Carmen Curlers ved Damborg i Kordilgade, hvor en del af forretningen var omdannet til ’Byvang Radio & TV’.
Tirsdag og onsdag er DR så tilbage i Kalundborg hvor der denne gang laves optagelser på selve fabrikken hvor Carmen Curlers havde til huse på Hareskovvej.
De 30 faste folk plus statister rykkede ind på fabriksområdet tirsdag morgen med en række af varebiler, busser, kamera og lydudstyr samt flere gamle biler som indgår i tv-serien, bl.a. en Rolls Royce, som Bybjerg blev transporteret rundt i med privatchauffør.
”Det her er jo Carmen Curlers hjerte, det er den ægte fabrik, så derfor var det rigtigt vigtigt for os at komme her og filme. Vi har jo bygget hele interiøret fra fabrikken op i et studie i DR-Byen men har taget udgangspunkt i netop de her bygninger, så i dag og i morgen filmer vi alt det som er exteriør hvor skuespillerne kommer ud af bygningerne eller ankommer til receptionen,” fortæller Julie Oest-Jacobsen, produktionsleder på Tv-serien ’Carmen Curlers’.
Tirsdag formiddag var scenen sat i gården ved en af de tidligere fabriksbygninger, her skulle et par håndværkere komme gående samtidig med, at en af serien hovedpersoner, den handlekraftige husmandskone Birthe, der spilles af Maria Rossing, kommer gående ud fra fabrikken og går målrettet hen over pladsen.
Scenen bliver taget om flere gange indtil det store hold bag tv-serien er tilfreds.
Derefter blev hele det store set up rykket videre til den oprindelige hovedindgang ud mod Hareskovvej, hvor seriens hovedperson Axel, der spilles af Morten Hee Andersen, ankommer i sin Rolls Royce, står ud og venter på nogle udenlandske gæster uden for indgangen.
Også her bliver scenen taget om flere gange indtil optagelserne sidder i skabet.
Optagelserne i Kalundborg skal bruges på det sted i serien hvor Axel er i gang med at bygge den store fabrik i Kalundborg. Derfor var der også kørt et læs grus, flere skovle og en blandemaskine ind ved siden af hovedindgangen for at få det rigtige billede. Over hovedindgangen er der blevet monteret et stort Carmen skilt. Der er tænkt på selv den mindste lille detalje.
Fiktion over virkelighed
DR fortæller historien om, hvordan en lille elektronisk papillot blev til en verdensomspændende succes, som vendte op og ned på livet i Kalundborg, en dansk provinsby i 60’erne. Det er samtidig historien om, hvordan tusindvis af kvinder gik fra at være hjemmegående husmødre til pludselig at være del af et pulserende arbejdsliv.
I centrum af fortællingen Carmen Curlers er den karismatiske entreprenør Axel og den handlekraftige husmandskone Birthe, der sammen driver curler-eventyret fra at være en to-mandsforretning i Axels kælder til at blive en dynamisk døgnåben fabrik med 3500 ansatte og egen skadestue, helikopterlandeplads og børnehave.
Serien følger i flere sæsoner både den entreprenante ledelse bag fabrikken, men i særlig grad også de arbejdende kvinder, som for første gang i deres liv oplever glæden og udfordringerne ved at tjene deres egne penge. Arbejdet på fabrikken skaber en ny frihed, nye venskaber, forelskelser og masser af skilsmisser. For i takt med, at kvinder pludselig får deres egen identitet og privatøkonomi, begynder de klassiske familiemønstre samtidigt at slå revner.
Serien foregår i perioden fra 1963-1969 og fortæller med varme, kant og humor om store ambitioner, store forandringer og stort hår i en tid, der forandrede Danmark for altid.
Anden sæson er planlagt til efteråret 2023. Serien er produceret af Stinna Lassen for DR Drama og er støttet af NRK, SVT, RUV, YLE og Nordisk Film og TV Fond.