Truede to piger med en kniv

Han havde tillige truet med, at de skulle lade være med at anmelde noget til politiet om truslerne, inden han havde kastet kniven væk og havde forladt området.

Truede to piger med en kniv

Af Jens Nielsen

En blot 13-årig dreng truede onsdag aften to piger på Svebølle Station. Den 13-årige kan ikke sigtes grundet hans lave alder, oplyser politiet.

Onsdag aften kl. 20.23 fik politiet en anmeldelse fra en 14-årig pige der havde henvendt sig til personalet i en ungdomsklub i Svebølle.

Pigen var sammen med en veninde blevet truet af en ung mand med en kniv under ophold på togstationen i Svebølle.

Han havde tillige truet med, at de skulle lade være med at anmelde noget til politiet om truslerne, inden han havde kastet kniven væk og havde forladt området.

En hundepatrulje fik hurtigt fundet kniven, som var en større isoleringskniv, der blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af knivloven. Samtidig ledte andre patruljer efter den truende unge mand, som lidt senere på aftenen blev fundet i en bil, som hans mor var fører af.

Der var tale om en 13-årig dreng fra Kalundborg, som kortvarigt blev tilbageholdt for at få klarlagt de konkrete omstændigheder.

Han vil senere blive indkaldt til afhøring, men kan ikke sigtes i anledning af truslerne mod de to piger, fordi han er under den kriminelle lavalder på 15 år. Herefter kørte den 13-årige hjem sammen med sin mor.

Del