Truede kvinde i nat
Flere patruljer, herunder en hundepatrulje, kørte til området for at lede efter den mistænkte.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Natten til fredag blev en 58-årig kvinde fra Kalundborg vækket af et stort brag, da en rude ind til badeværelset på hendes bopæl i den vestlige del af Kalundborg by blev knust.
Flere patruljer, herunder en hundepatrulje, kørte til området for at lede efter en mistænkt for rudeknusningen, ligesom politiet afhørte den forurettede om sagen.
Under afhøringen modtog hun et telefonopkald, hvor en mand truede hende verbalt med relation til den netop knuste rude.
Politiet fik således hurtigt identificeret en 30-årig mand fra Solrød som mistænkt, idet han gennem nogen tid havde generet den 58-årige på grund af et forlist forhold til hendes datter.
30-årig mand blev anholdt
I Solrød fik politiet senere på natten kontakt til den 30-årige, som blev anholdt som mistænkt for at stå bag hærværket og de telefoniske trusler.
Han er fortsat i politiets varetægt, idet han fredag formiddag skal afhøres til sagen, hvorefter politiet sammen med anklagemyndigheden vil tage stilling til, hvorvidt han skal løslades eller fremstilles i et grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport fredag.