Tricktyveri ved Lidl i Kalundborg  

Tre mænd stod ved indkøbsvognene, og lod til at have problemer, så den 88-årig kvinde hjalp dem med vognen.

Tricktyveri ved Lidl i Kalundborg  

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Tirsdag kort før middag anmeldte et ægtepar på 88 og 91 år fra Kalundborg, at de kort forinden havde været udsat for tricktyveri, da de handlede i supermarkedet Lidl på Elmegade i Kalundborg.

Tre mænd stod ved indkøbsvognene, og lod til at have problemer, så den 88-årig kvinde hjalp dem med vognen. Da ægteparret kom ud i deres bil opdagede de, at mandens pung manglede fra konens taske. En kunde i supermarkedet fortalte efterfølgende, at en af de tre unge mænd havde stukket hånden ned i kvindens taske, mens de stod ved vognene. Pungen indeholdt 2.000 kr. i kontanter og diverse kort, som hurtigt blev spærret.

En time senere skete en lignende hændelse ved Super Brugsen i Holbæk. Politiet efterforsker nu sagen, som ud fra metoden menes at have en sammenhæng. Vidner, der har bemærket de tre beskrevne mænd, og som kan komme med yderligere oplysninger, bedes kontakte politiet på tlf. 114.

  • De tre mænd beskrives som:

    A: Mand, Sydeuropæisk af udseende, 20-25 år, 170-180 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Brun, Yderligere kendetegn: Sort skæg. Iført: Mørkt gråt joggingtøj med hætte. Talte engelsk.

    B: Mand, Sydeuropæisk af udseende, 20-25 år, 170-175 cm, Kropsbygning: Kraftig. Hudfarve: Brun, Iført: Mørk tophue, briller og mørk striktrøje.

    C: Mand, Sydeuropæisk af udseende, ca. 60 år år, 170-175 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun. Yderligere kendetegn: Høje tindinger og mørke solbriller. Røg cigaretter.

Ydermere fik en 63-årig kvinde fra Gørlev kort forinden stjålet sin pung i Bredgade i Kalundborg, da hun handlede i Føtex. Kvinden betalte for sine varer i selvbetjeningskassen, og lagde sin pung på kassen imens. Da hun ville tage sin pung, havde nogen taget den fra kassen. Pungen indeholdt 600 kr. i kontanter og diverse kort.

Del