Tre projekter får del i penge til til natlige naturoplevelser
I Kalundborg Kommune er der tre projekter som har fået støtte.

Af Jens Nielsen
Med Udlodningsmidler til Friluftsliv støtter Friluftsrådet 85 projekter med natlige friluftsaktiviteter og naturoplevelser. Der er i alt uddelt 1,9 mio. kr. 343.800 kr. går til 18 projekter i Region Sjælland. Tre projekter i Kalundborg Kommune får del i midlerne.
Kajaksejlads under månen, middelaldersange om bålet, krebsefiskeri i mørket, nattevandring, dyrelydsbingo, overnatning i hængekøjer - og en masse andet.
Når mørket falder på, får man mulighed for at opleve naturen på en anden måde. Stjerner og nattens dyr kommer frem, og når synet svækkes, forstærkes de andre sanser.
Udlodningsmidler til Friluftsliv vil med puljen 'Nat i Naturen - naturoplevelser i mørke' sætte fokus på de unikke muligheder for naturoplevelser og friluftsliv i mørket og har netop bevilliget 1.928.900 kr. til 85 projekter i hele landet. 343.800 kr. går til 18 projekter i Region Sjælland.
Samlet står de 85 støttede projekter for 274 åbne arrangementer med mange forskellige natlige naturoplevelser for alle aldersgrupper.
I Kalundborg Kommune er der tre projekter som har fået støtte.
Danmarks Naturfredningsforening Kalundborg afd. modtager 9.500, - til ’Nat i naturen på Tyrsgaard’. Et åbent arrangement med madlavning over bål, formidling om nattens fugle, lyslokning af insekter og overnatning i det fri. Målgruppen er børnefamilier og voksne.
Naturpark Åmosen modtager 22.800, - til ’Mørket i mosen’. To åbne arrangementer med lyslokning, bålhygge og formidling om nattens dyr. Målgruppen er naturinteresserede og børnefamilier, og endelig er der 23.600, - til Fugledegård - Tissø Vikingecenter til ’Lys i mørket på Fugledegård’, et åbent arrangement med UV-jagt, lyslokning, bålhygge og stjernekiggeri på Fugledegård/Tissø Vikingecenter. Målgruppen er børnefamilier.
Knap tre ud af fire projekter afholder arrangementer, som er en del af Nat i Naturen 6.-7. september 2025, hvor en lang række foreninger og organisationer inviterer hele Danmarks befolkning ud for at opleve naturen i mørket.
Naturoplevelser i mørket kan ske hele året rundt, og cirka hvert tredje af de støttede projekter har til formål at lave friluftsarrangementer i vinterhalvåret.
Fakta: Nat i Naturen
Nat i Naturen afholdes hvert år den første lørdag i september. I år er det natten mellem den 6. og 7. september 2025. Her inviterer Friluftsrådet i samarbejde med Naturstyrelsen, Det Danske Spejderkorps og Ungdomsringen samt en lang række lokale foreninger, kulturinstitutioner m.m. Danmarks befolkning ud for at opleve en nat i naturen. Man kan deltage på egen hånd eller i et af mange arrangementer i hele landet.