Tre navne mere til Kalundborg Rock’er

Tre navne mere til Kalundborg Rock’er Kalundborg Rock'er. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kalundborg Rock’er kan nu afsløre tre navne mere til den populære festival, der er noget for den unge generation, samt noget for de garvede musikfolk.

Lars DK med Band, Faustix og Rasmus Seebach blev tidligere på måneden præsenteret som de første navne til næste års Kalundborg Rock’er på Gisseløre d. 13. august 2022.

Nu kan styregruppen bag festivalen præsentere endnu tre navne. 

”Kalundborg Rock’er har alle dage været kendt for at være en festival for hele familien, og det er vi stadig, så denne gang kan vi med stolthed præsentere noget for den unge generation, samt noget for de garvede musikfolk,” fortæller Johnny Elmelund, fra styregruppen.

De tre navne er Toko, Jimillian og Hugorm 

Toko debuterede med en guldplade med hans første single i en alder af blot 16 år. Toko er i flyvende form og bringer ung, energisk popmusik ud til publikum.

Jimillian som er mest kendt for tiden i Vild med dans kommer også på scenen i Kalundborg i sommeren 2022. Han har aldrig været mere topaktuel end nu og med seneste udgivelser som Monte Carlo, Typisk mig og Smid tøjet er han også klar til at indtage scenen til sommer.

Sidst men ikke mindste i denne omgang kan Kalundborg Rock’er præsentere Hugorm på scenen på Kalundborg Rock’er. Bag Hugorm står Simon Kvamm, Árni Bergmann Jóhannsson og Morten Gorm.

Med en flot modtagelse af debutalbummet (bl.a. 5 stjerner i GAFFA) fik bandet hurtigt skabt en stor efterspørgsel for koncerter og drog således på stort set udsolgt turné i efteråret 2020 og igen i 2021

Det foreløbige program ser nu sådan ud:

TOKO, JIMILLIAN, HUGORM, Rasmus Seebach, Faustix og Lars DK med Band.

Billetsalget starter til Black Friday

Billetsalget til Kalundborg Rock’er starter natten til fredag d. 26. november 2021 som også er Black Friday. Fra Kl. 00.01 d. 26.11 og 48 timer frem vil du kunne købe en billet for kun kr. 500,- for en voksen billet fra 17 år og op, samt kun kr. 200,- for ungdomsbillet for alle mellem 4 til og med 16 år. Helt små børn fra 0 til og med 3 år kommer gratis med.

For dette beløb får du adgang til hele ni koncerter af nogle af de fedeste bands og musikere som man kender til, lover styregruppen.

Billetterne sælges KUN online på www.billetsalg.dk, men lørdag d. 27. november kl. 10.00-13.00 vil styregruppen fra Kalundborg Rock’er stå til rådighed i Punkt 1 Kalundborg for hjælp med køb af billetter hvis dette skulle være nødvendigt.

Del