Trafikuheld og spirituskørsel

Tidlig tirsdag morgen rykkede politiet ud til et færdselsuheld grundet mistanke om spirituskørsel.

Trafikuheld og spirituskørsel Der var tale om spirituskørsel i Ubby tirsdag morgen. Modelfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Tidlig tirsdag morgen rykkede politiet ud til et færdselsuheld efter en anmeldelse om, at den ene af parterne i uheldet måske kunne være påvirket af spiritus under kørslen.

På uheldsstedet i krydset Dyssevej – Slagelse Landevej fik politiet kontakt til de to involverede bilister, som begge var uskadte. Den ene part var en 41-årig mand fra Litauen, som blev skønnet påvirket af alkohol, og derfor deltog i en alkometertest. Da testen gav udslag for påvirkning af alkohol over det tilladte, blev den 41-årige litauer sigtet for spirituskørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Modparten i sammenstødet var en 41-årig kvinde fra Jerslev Sj., der i en personbil var kørt ad Dyssevej mod vest, og var standset i krydset ved Slagelse Landevej. Mens hun afventede fri passage, blev hun påkørt bagfra af den 41-årige litauer, der i en litauisk bil også var kørt ad Dyssevej mod vest frem til krydset.

Begge biler fik kun mindre skader som følge af sammenstødet, men den 41-årige litauer kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen fra den udtagne blodprøve foreligger. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.

Del