Trafikeret kryds bygges om

Udover skiltning skal der foretages en ombygning af krydset for blandt andet at gøre det mere sikkert for bløde trafikanter

Trafikeret kryds bygges om Krydset mellem Asnæsvej og Hareskovvej skal bygges om så strækningen fra krydset og frem til Ny Vesthavn kan godkendes som modulvogntogsrute. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kalundborg Kommunes mest trafikerede kryds, krydset mellem Asnæsvej og Hareskovvej skal bygges om så strækningen fra krydset og frem til Ny Vesthavn kan godkendes som modulvogntogsrute. Samlet pris 2 mio. kr.

I forbindelse med udviklingen af Kalundborg Havn og øget aktivitet på området er der et ønske om, at man kan køre helt frem til Ny Vesthavn med modulvogntog. I den forbindelse har Kalundborg Kommune ansøgt Vejdirektoratet om optagelse af strækningen fra rute 23 ved krydset mellem Asnæsvej og Hareskovvej frem til Ny Vesthavn som modulvogntogsrute. Vejdirektoratet har givet en midlertidig dispensation til ruten med et vilkår om, at krydset mellem Asnæsvej og Hareskovvej ombygges.

Onsdag eftermiddag sagde Kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune ja til at bruge 2,0 mio. kr. finansieret af kassen til forundersøgelser, rådgivning, projektering og udførelse af anlægsarbejder i forbindelse med ombygning af krydset mellem Asnæsvej og Hareskovvej.

Udover skiltning skal der foretages en ombygning af krydset for blandt andet at gøre det mere sikkert for bløde trafikanter. 

I sidste uge var en landmåler forbi krydset for at foretage opmåling, så arbejdet er i gang.

”Krydset er egentligt en statsvej, men skulle vi vente på staten her, så ville det vare lang tid før vi kunne køre med modulvogntog til Ny Vesthavn, så nu får vi iværksat det, så må vi finde ud af hvem der skal betale regningen bagefter,” sagde borgmester Martin Damm (V) på onsdagens Kommunalbestyrelsesmøde, inden forslaget blev godkendt.

Modulvogntog

Modulvogntog er en dansk betegnelse for lastvognstog på op til 25,25 meters længde og en samlet vægt på 60 ton, hvor maksimum målene ellers er 18,75 meter og 48 ton.

Del