Toyota Autohallen i stor fusion

"Vi vil gerne være proaktive i stedet for at være for sent ude. Bilbranchen er under en ret stor transformation lige nu, og det må vi rette ind efter."

Toyota Autohallen i stor fusion
Toyota Autohallen i Kalundborg fusionerer med Børge Pedersen Automobiler A/S, Frimann Biler A/S og Niels & Morten Petersen A/S. Her partner, Roberto de Cruz og afdelingsleder hos Toyota Autohallen i Kalundborg, Kenneth Bo Villumsen. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Et nyt hold af fire erfarne Toyota-forhandlere fusionerer for en endnu stærkere fremtid. Autohallen A/S, Børge Pedersen Automobiler A/S, Frimann Biler A/S og Niels & Morten Petersen A/S går sammen for at skabe de bedste muligheder for størstedelen af Sjælland og øerne, idet de har underskrevet en bindende kontrakt om en fælles fremtid.

Sammenlægningen bringer fire veletablerede Toyota bilhuse under ét tag. Fællestrækket er et stærkt DNA af en dygtig og stabil medarbejderstab med en solid relation til kunderne, skabt gennem generationer. Denne forankring er fundamentet for bilhusenes tilstedeværelse i dag, og med lokationer, der omfavner Kalundborg, Holbæk, Slagelse, Ringsted, Næstved, Køge, Nykøbing F. og Maribo, etablerer fusionen sig som en central aktør i et udstrakt geografisk område, til fordel for både bilejerne og de lokale samfund. Det skriver ovenstående Toyota forhandlere i en fælles pressemeddelelse tirsdag.

”Vi ser ind i et marked, der ændrer sig radikalt. Det handler om elbiler, brugeradfærd hvad angår leasing og udlejning af biler. Vi vil gerne være proaktive i stedet for at være for sent ude. Bilbranchen er under en ret stor transformation lige nu, og det må vi rette ind efter. Vi vil gerne have en organisation, der gør, at vi kan gå i dybden i de enkelte segmenter,” siger Roberto da Cruz, der altså nu er partner i den nye store Toyota-konstellation.

En fordelagtig fusion

Drivkraften bag fusionen er at skabe nye muligheder for yderligere specialisering. Alle fire forhandlere står i dag stærkt, fordi de har formået at operere i et foranderligt marked, og de er enige om, at vi endnu ikke har set det hele. Nye ejerskabsplatforme, en tsunami af elbiler og ny forbrugeradfærd kalder på udvikling inden for digitalisering samt et stort engagement på hele ESG-området (på dansk MSL, Miljø, Sociale forhold og Ledelse).Toyota, verdens største bilmærke, står sammen med de fire forhandlere i et partnerskab, hvor alle er enige om, at denne fusion skaber de mest optimale betingelser for både bilejere og ansattes fremtidige behov og forventninger,” står der ydermere i pressemeddelelsen.

Trods størrelsen understreger forhandlerne, at den lokale forankring skal bevares.

”Vi er alle fortsat kundernes lokale og personlige Toyota-forhandler, og det er vigtigt for os at bibeholde den genkendelige form af vores fælles værdier om gæstfrihed, troværdighed og ordentlighed,” siger Roberto da Cruz.

Fusion sker over tid

Der er også fokus på den interne proces i den nye store Toyota-konstellation. I 2024 fusionerer Autohallen A/S og Børge Pedersen Automobiler A/S som de første, mens Frimann Biler A/S slutter sig til i 2026. Endelig forenes alle bilhuse som én enhed, når Niels & Morten Petersen A/S i 2027 følger med.

Allerede nu indleder forhandlerne en fælles udvikling på bestyrelsesniveau og fra 1. juli 2024 på ejerniveau: ”Vi ønsker at være stærkt lokalt forankret, og der er ingen rokeringer umiddelbart. Vores kunder vil ingen forskel mærke forstået sådan, at hvad vi gjorde i går, gør vi også i dag og i morgen,” fortæller Kenneth Bo Villumsen, der er afdelingsleder hos Toyota Autohallen i Kalundborg.

Del