Tour de Storebælt påvirker trafikken voldsomt

Det store motionscykelløb, Tour de Storebælt, fungerer som en optakt til Tour de France i begyndelsen af juli. 10.000 cykelryttere kommer gennem Kalundborg Kommune.

Tour de Storebælt påvirker trafikken voldsomt Lørdag den 11. juni er der Tour de Storebælt hvor 10.000 cykelryttere kommer gennem Kalundborg Kommune og det kommer til at påvirke trafikken. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Lørdag den 11. juni cykler 10.000 cyklister gennem Kalundborg Kommune i forbindelse med Tour de Storebælt. Af sikkerhedsmæssige årsager bliver flere veje spærret. Borgere skal forvente omkørsel, kødannelse og ventetid, når de kører på ruten i Kalundborg Kommune.

Det store motionscykelløb, Tour de Storebælt, fungerer som en optakt til Tour de France i begyndelsen af juli. Omkring 16.000 cyklister deltager, og 10.000 af dem skal cykle gennem Kalundborg Kommune. Det betyder, at trafikken på de veje, hvor rytterne cykler, vil være voldsomt påvirket af de mange cyklister i tidsrummet kl. 14 til 18. Af sikkerhedsmæssige årsager bliver en del af Tour de Storebælt-ruten lukket helt for trafik på selve dagen.

Flere veje spærres helt

Alle husstande i Kalundborg Kommune har modtaget et trafikinformationsbrev fra kommunen. Der er sket en lille tastefejl i brevet, som borgerne skal se bort fra. Hovedvej 23 er blevet nævnt to gange, det er en fejl. Der skal stå Hovedvej 23 og Hovedvej 22.

Vejdirektoratet har nemlig besluttet, at Hovedvej 23 fra Kalundborg og fem kilometer mod øst er lukket for trafik i begge retninger kl. 14-18. Det samme gælder for Hovedvej 22 ti kilometer mod syd. Der vil være omkørsel over Rørby og Ugerløse, som styres af politihjemmeværnet.

Alle 10.000 cyklister skal cykle langs kysten i retning mod syd forbi Bjerge Strand, Reersø, Dalbystrand, Mullerup Strand, Drøsselbjerg Strand, Bildsø Strand og Næsby Strand mfl. i tidsrummet fra kl. 14.00-18.30. Rute 22 fra Bjerge mod syd er også ”cykelfri” hele dagen.

I den sammenhæng opfordrer Kalundborg Kommune borgerne til at planlægge deres kørsel uden for dette tidsrum, hvis det er muligt, da vejene kan være svært fremkommelige.

Af sikkerhedsmæssige årsager er følgende veje lukket:

  • Holbækvej ved Rådhuset i Kalundborg fra kl. 7 – 18 også lukket for bilister: Der vil være omkørsel ad Rynkevangen.
  • Holbækvej, Nørre Allé, Esben Snaresvej, Røsnæsvej, Nostrupvej, Kallerup Bakkevej, Kallerupvej, Vollerupvej, Svenstrupvej, Saltbækvej, Mellemvangsvej, Gåsetoftevej, Kåstrupvej, Tømmerupvej, Holbækvej fra kl. 14:30-16.30.

Ud af de 10.000 cyklister er der 6.000, der starter deres løb i Kalundborg. De starter på Kalundborg Rådhus, og kører en rundstrækning udenom golfbanen på Røsnæs. Her skal borgerne være opmærksomme på, at de mindre veje også kan være spærret i tidsrummet kl. 14.15-16.00.

Fakta om Tour de Storebælt

Tour de Storebælt er officiel sideevent til det danske Tour de France Grand Départ Copenhagen Denmark.

Løbet består af ca. 16.000 deltagere fordelt på tre store hovedfelter, der fra startbyerne i hhv. Roskilde, Kalundborg og Korsør snor sig igennem det sommersmukke Vestsjælland og i et samlet felt hen over Storebæltsbroen.

Del