Tour de France: Udenlandske journalister på besøg
Mandag og tirsdag havde Kalundborg besøg af en gruppe belgiske, hollandske og tyske journalister.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Mandag og tirsdag havde Destination Sjælland besøg af en gruppe belgiske, hollandske og tyske journalister, der skulle prøve kræfter med dele af Tour de France-ruten, og se forskellige attraktioner undervejs. De ankom til Kalundborg mandag aften og overnattede på Strandhotel Røsnæs. De nåede ydermere både vingård og Middelalderhistorie i Kalundborg, inden turen gik videre til Korsør.
Mandag aften ankom hele det udenlandske journalistfelt sammen med Bo Hamburger på Strandhotel Røsnæs, hvor de spiste middag samt overnattede. I løbet af aftenen gik turen til vintårnet på STUB Vingaard, hvor de nød udsigten over Kalundborg Fjord med solnedgang og et glas lokal vin.
Tirsdag tidlig morgen var der morgendyp i Kalundborg Fjord, som en del i gruppen dog sprang over. Tirsdag formiddag havde de alle en kort rundvisning i Højbyen, hvor Martin Pavon kort fortalte lidt om Middelalderen i Kalundborg. Efter et vellykket besøg i Kalundborg, satte gruppen sig atter op på cyklen med kurs mod Korsør tirsdag formiddag.
Turen var arrangeret for at dyrke interessen for Tour de France, og dermed bruge besøget af verdens største cykelløb til mere end "bare" en sportslig oplevelse, så udenlandske turister får lyst til at besøge Vestsjælland. Gruppen ankom til Danmark søndag, og er her indtil på torsdag, hvor de slutter i Sønderborg. Men besøgte altså Kalundborg Kommune mandag og tirsdag.
”Visit Danmark kontaktede de kommuner, hvor ruten er, og allierede sig med de forskellige således også med Destination Sjælland, og så fandt vi ud af, hvad vi gerne ville vise, og i Kalundborg har de altså bl.a. set en del af Røsnæs og Højbyen i Kalundborg,” fortæller Martin Crone Hansen, der er kommunikationsansvarlig ved Destination Sjælland.
Journalisterne, der besøgte Danmark i forbindelse med Tour de France skriver for diverse magasiner og aviser, herunder særligt cykelmagasiner, og to af dem lavede ydermere en podcast om turen.