Tour de France i vuggestuen

Børnene har været i gang med det helt store kreative værksted i forbindelse med, at Tour de France kommer til Kalundborg den 2. juli.

Tour de France i vuggestuen Vuggestuen Labyrinten afholder Tour de France tema i uge 25 og 26 grundet, at Tour de France kommer til Kalundborg den 2. juli.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

I vuggestuen Labyrinten afholdes der Tour de France tema i uge 25 og 26. Det gør man for at inddrage børnene i, at Tour de France i år ligger vejen forbi Kalundborg.

”Vi har talt med børnene om Touren i Kalundborg, og at vi i den forbindelse gerne ville bidrage med lidt pynt i form af en kæmpe stor Tour de France – morgenfrue på ruten. Sammen med børnene har vi derfor været i gang med det helt store kreative værksted, hvor der er blevet malet med store armbevægelser og klippet og klistret til den helt store guldmedalje,” fortæller Maj Pernille Bronèe Larsen, der er pædagog i vuggestue Labyrinten.

Vuggestuen har afholdt Tour de France cykelløb på deres egen legeplads.

”Vi valgte, at cykle ”bjergetapen”, hvor det hurtigt blev klart for børnene, at der skulle lægges kræfter i. Det var en udfordring, men humøret var højt og spændingen stor blandt både børn og voksne. Det var vigtigt for os, at børnene havde en god oplevelse med at cykle og selv om det foregik i forskelligt tempo, var vi ikke i tvivl om, at børnene nød den udfordrende cykeltur op og ned af bakken. Vi oplevede et stort fællesskab omkring cykelløbet, hvor vi så de store børn hjælpe de mindre børn med at komme igennem etapen. Da det sidste barn var kommet sikkert i mål, blev der uddelt medaljer til alle,” slutter Maj Pernille Bronèe Larsen af med at fortælle.

Del