Tour de France-cykler doneret til børnehaver

De mange cykler blev læsset af på parkeringspladsen ved Raklev Børnehave, og blev straks taget i brug af børnene, som med god fart kørte rundt mellem hinanden og havde deres helt egen tour-fest.

Tour de France-cykler doneret til børnehaver De mange børne cykler er blevet leveret i Raklev Børnehave, som så sørger for at dele dem rundt til byens øvrige institutioner. Foto: Jens Nielsen

Tekst og foto af Jens Nielsen

De børnecykler som i forbindelse med Tour de France blev anvendt til cykelløb for de mindste er nu blevet doneret til børnehaverne i Kalundborg. Fredag formiddag blev de læsset af i Raklev Børnehave, som sørger for at få cyklerne fordelt.

I forbindelse med at Tour de France kom gennem Kalundborg d. 2. juli havde Vores Kalundborg og Kalundborg Turistforening inviteret de mindste borgere i kommunen til Tour de Trehjulet i Kordilgade.

De mange cykler, 32 i alt, som blev anvendt til børne-cykelløbet er dels sponseret af Føtex Kalundborg, dels af borgere som havde børne cykler i overskud.

Nu er Touren slut og de mange cykler skal nu fremover gøre gavn i byens børnehaver.

En hel trailer fuld af børnecykler blev derfor afleveret i Raklev børnehave fredag formiddag, så fordeler de cyklerne rundt mellem de øvrige institutioner.

”Der er i alt 32 cykler, hvoraf de 20 er doneret af Føtex Kalundborg. Cyklerne har været brugt til udstilling i byens butikker og til Tour de Trehjulet. Nu får cyklerne nyt liv i byens børnehaver,” fortæller Svend-Erik Kristensen, citychef i Vores Kalundborg og Hans-Erik Nielsen, formand for Kalundborg Turistforening, supplerer,

”Cyklerne har været meget populære, vi har haft dem stående i Thumps-Up butikken i Kordilgade og rigtigt mange har været inde for at spørge om de var til salg.”

De mange cykler blev læsset af på parkeringspladsen ved Raklev Børnehave, og blev straks taget i brug af børnene, som med god fart kørte rundt mellem hinanden og havde deres helt egen tour-fest.

Del