Total tavshed efter bombernes fald

Birgit Westergaard oplevede bombardementet af den franske skole på Frederiksberg Allé på tæt hold.

Total tavshed efter bombernes fald Birgit Westergaard oplevede bombardementet af den franske skole på Frederiksberg Allé på tæt hold. Foto: Jens Nielsen

Af journalist Sonja Husted Rasmussen

Både Birgit og Mogens Westergaard oplevede bombardementet af den franske skole på Frederiksberg Allé på tæt hold.

Birgit Westergaard, i en årrække leder af Kalundborg Turistbureau, skulle egentlig have gået på Den Franske Skole, Jeanne d’Arc Skolen, på Frederiksberg Allé i København.

Den skole der den 21. Marts 1945 ved en tragisk fejltagelse blev bombet af Royal Air Force i forbindelse med bombardementet af Shellhuset, hvor Gestapo havde hovedkvarter. På skolen blev 86 børn og 18 voksne dræbt

Der blev hun ikke elev, selvom hun var indskrevet i skolen, for hendes far syntes, skolevejen blev for lang for den lille pige. Familien boede på Israels Plads, og i stedet begyndte Birgit sin skolegang på en skole på Østre Farimagsgade, der lå tættere på.

Skolegangen dér blev dog ikke af lang varighed, for da den russiske armé rykkede frem, strømmede tyske flygtninge ind over Danmarks grænser, og nogle af dem blev indkvarteret på Birgits skole.

I stedet fik børnene undervisning i krypten under den nærliggende svenske kirke, men der var slet ikke plads nok. Derfor gik Birgit kun i skole to timer hver anden dag. 

Igen tog hendes far affære, og hun blev flyttet til den franske skole, Sankt Joseph Skolen, på Østerbro og iførte sig som de andre elever skoleuniformen: Mørkeblå kjole, hvid krave og en rød sløjfe, de franske farver.

Den 21. marts 1945 havde Birgit fri fra skole, og hun fik lov til at tage med sin mor og far på arbejde. De havde en skotøjsforretning på Vesterbro, og der elskede Birgit at være. Hun fik lov til at være med til at pynte vinduer og sætte prismærker, skrevet med hendes fars sirlige skrift, på skoene.

Der sker ikke noget her
Mens hun sad i vinduet, hørte de larm fra nogle meget lavtgående fly, og hendes far kom styrtende, hev hende ud fra vinduet, og alle skyndte sig ned i beskyttelsesrummet i ejendommens kælder.

Der sad de så, Birgit og hendes forældre og personalet, mens bomberne begyndte at falde, og eksplosionerne kom tættere og tættere på.

Birgit husker, at forretningens yngste elev, en ganske ung pige, skreg og skreg af angst. Så gik faren hen og tog hende om skulderen og sagde: De skal ikke være bange, frk. Petersen. Der sker ikke noget her.

De ord har fulgt Birgit gennem hele livet, og når tingene har været ved at gå i hårdknude, og der har været optræk til dramatik, har hun hørt sin fars beroligende ord: Der sker ikke noget her!

Men da luftalarmen blev afblæst, og de kunne gå op fra kælderen og ud på gaden, stod det klart, at noget var sket. Alt var kaos, og folk råbte, at det var Den Franske Skole, der var blevet bombet.

Efter lukketid gik Birgit og hendes forældre hen og så med egne øjne ruinerne ikke alene af skolen men også af det nærliggende boligkvarter på Maglekildevej, hvor bomberne havde dræbt 12 mennesker og gjort 200 familier hjemløse.

Kuren var tavshed
De overlevende børn fra Den Franske Skole blev optaget på Sankt Joseph Skolen, hvor Birgit gik. Børnene fik at vide, at de skulle tage pænt imod de nye elever og fik også besked på, at de ikke måtte spørge dem om noget. De skulle hurtigst muligt glemme det forfærdelige, der var sket. Dengang mente man, at den bedste kur var tavshed. Hver gang de overlevende gerne ville fortælle om det, de havde været vidner til, sørgede de voksne for, at der skete noget godt og rart, så de mørke minder ikke fik lov til at fylde,
Det kom de til alligevel. Birgit Westergaard oplevede mange år senere, at hendes skolekammerater fra dengang havde behov for at sætte ord på deres oplevelser.

38 år efter bombardementet mødte hun helt tilfældigt en af pigerne fra skoletiden i Magasin i København. De udvekslede telefonnumre, hver især kendte nogen, og i løbet af no time var det meste af klassen samlet.

Der kom deltagere fra USA, fra Schweiz og Østrig og fra hele Danmark, og så blev der fortalt, alt det der ikke måtte siges, dengang.

Ulydighed reddede hende

Der var pigen, der netop den dag var ulydig og ikke stillede op sammen med de andre børn, så de to og to kunne gå ned i beskyttelsesrummet. Hun løb hen til hoveddøren, der mirakuløst ikke var låst, som den plejede at være, og hun løb hjem til sin mor og far på Frederiksberg Allé lige ved skolen. Hendes mor spurgte: Men hvor er Marie, din veninde?

Hun er død, svarede den lille pige, og så sagde moren de ord, som hun havde båret med sig alle årene derefter: Ja, Gud tager kun de bedste!

En anden pige fortalte, at hendes mor havde spurgt, da hun kom hjem efter at have overlevet rædslerne: Jamen hvor er din frakke? Du ved, hvor dyr den har været.

Det var næsten umuligt at få tøj dengang, under krigen.

Og så var der pigen, der fortalte, at hun havde ligget fastklemt under murbrokkerne og holdt sin veninde i hånden. De to talte sammen, men med et svarede veninden ikke længere. Hendes hånd blev slap. Hun var død. De dråber, som pigen havde følt på sin hud, var ikke vand, som hun havde troet. Det var venindens blod, der dryppede ned på hende.

Sådanne minder kunne endelig fortælles. Dengang havde børnene jo fået at vide, at de ikke måtte tale om det, så det gjorde de ikke.

Gyda på monumentet

En af de overlevende piger fra bombardementet blev gang på gang hentet ud af klassen, hvor hun gik, efter at hendes skole var lagt i ruiner. Det var Gyda, og de andre piger var nysgerrige, deriblandt Birgit. Hvad skulle hun mon? Til sidst blev det røbet, at hun stod model til den lille pige på monumentet på Frederiksberg Allé. Monumentet er skabt af billedhuggeren Max Andersen og blev opstillet i 1954 til minde om tragedien.

Han så bombeflyene

Også Mogens Westergaard, tidligere overfartsleder på JKL, oplevede som barn bombardementerne tæt på. Han boede på Rahbeks Allé ganske tæt på Den Franske Skole, og han så de store bombeflyvere og de mange jagerfly flyve ind over København. Han husker, at der ikke var luftalarm før bombningen af Shellhuset, først efter at bomberne var faldet, og man havde hørt de enorme brag, lød luftalarmen.

Mogens og hans mor gik over til den udbombede skole om eftermiddagen, og ligesom Birgit oplevede han, at alt var kaos.

Der var intet politi til at sørge for ro og orden, for nazisterne havde sendt politibetjentene i koncentrationslejre året før.

Et lille lyspunkt var der dog på den tragiske dag. To små piger, der boede i samme opgang på Rahbeks Allé som Mogens og hans familie, havde overlevet bombardementet og blev bragt hjem af to Hipofolk. Det blev pigernes forældre så lykkelige og taknemmelige for, at de inviterede de ellers så forhadte hipoer i de sorte uniformer til middag. HIPO-korpset var styret af den tyske besættelsesmagt og skulle officielt fungere som politimyndighed efter arrestationen af det danske politi.

Hele familien i biografen

Ægteparret Westergaard samlede børn og børnebørn en søndag eftermiddag hjemme på Gyvelbakken i Kalundborg og fortalte om, hvordan de havde oplevet bombningen af den franske skole og nabolaget og viste billeder. Bagefter tog hele familien i Kino Den Blå Engel og så Ole Bornedals film ”Skyggen i mit øje”.

Både Birgit og Mogens synes, at visse scener i filmen er for lange og alt for udpenslede, og så er Birgit utilfreds med, at søster Helene bliver dræbt i filmen:

- Hun døde ikke. Hun var min engelsklærer. Hun var også dirigent for skolens kor, og vi rejste rundt og sang ved kirkekoncerter. Hun dirigerede med stor følelse. Det var så smukt, fortæller Birgit Westergaard.

Hun finder det også helt usandsynligt, at en nonne, som i filmen, skulle have et forhold til en mand. Det kunne simpelthen ikke tænkes, mener hun.

Begge ægtefæller er enige om, at de tre børn, der har hovedroller i filmen, spiller utroligt godt.

Hilsen fra RAF

Mange år efter de tragiske begivenheder med bombningen af Den Franske Skole og boligområdet på Maglekildevej fik Birgit Westergaard en uventet hilsen fra Royal Air Force.

Hun var blevet stewardesse og fløj for et engelsk luftfartsselskab. Piloterne var nogle af de gamle RAF-piloter, der havde fløjet under krigen, og fandenivoldske var de.

På en tur over Alperne sagde en af passagererne pludselig: Prøv at kigge ud ad vinduet!

Der fløj et tilsvarende fly, ligeledes med 72 passagerer om bord, og de to fly fløj helt tæt, vingespids mod vingespids.

Birgit Westergaard for ud i cockpittet for at få en forklaring – og blev mødt af et par grinende piloter, der udbrød: Oh, just like the good old days!

De mødtes på Trafalgar Square

Birgit og Mogens Westergaards veje havde krydset hinanden flere gange. En dag i London blev det alvor, og nu har de holdt diamantbryllup.
De oplevede begge bombardementet af Den Franske Skole på Frederiksberg Allé i København, men de kendte ikke hinanden. De havde også begge som børn færdedes på Lykkesholms Allé. Der gik han i skole, hun i børnehave, men der skulle en royal fest til, før Birgit og Mogens fik øje på hinanden.

Først seks år og to dage senere på Trafalgar Square i London blev det alvor. Den 27. maj i år kunne de fejre diamantbryllup og fik som der er tradition for et lykønskningsbrev af Dronning Margrethe i anledning af de 60 år.

Birgit gik på Sankt Joseph Skolen i København, en fransk pigeskole, og blandt klassekammeraterne var der en grandkusine til den senere Dronning Margrethe. Hun inviterede til fester, med ledsager, men hvor finder man lige sådan en, når man udelukkende er omgivet af piger.

En tante fandt på råd. Hun havde en logerende, en pæn ung mand. Han havde en ven, meget charmerende men ganske vist ikke så køn, som tanten sagde. Denne charmerende ungersvend med det ikke så flatterende udseende var Mogens Westergaard, og han og Birgit blev gode venner.

Han husker stadig festen, hvor han ud over med Birgit også talte med Dronning Ingrid, der var blandt gæsterne. Dronningen sagde blandt andet, at de nu var flyttet op i deres sommerhus. Hvor Søren ligger det sommerhus, tænkte Mogens, indtil det til sidst blev åbenbaret, at det drejede sig om Fredensborg Slot.
Venskabet mellem Birgit og Mogens varede i flere år, seks år og to dage, som hun siger. Hun var i mellemtiden blevet stewardesse og fløj jorden rundt. Hver gang hun landede i København, tog Mogens imod hende, men en dag sagde han, at han gerne ville vide noget om fremtiden. Skulle det være de to, sådan for alvor?

På det tidspunkt havde Birgit base i Southend i London, og også Mogens havde arbejdsmæssigt noget at gøre i den engelske hovedstad.
På bedste romantisk vis sagde han: Nu får du valget: Hvis du er på Trafalgar Square kl. 12 den og den dag, så har vi en fremtid sammen. Er du der ikke, er det farvel.

Måske havde de begge set filmklassikeren fra 1957 med den danske titel ”Kærlighed om bord” med Cary Grant og Deborah Kerr i hovedrollerne. De aftaler at mødes på toppen af Empire State Building, hvis de elsker hinanden. Som på filmen var det også ved at gå galt i virkeligheden. Birgit ville gerne mødes med Mogens, men taxaen, hun havde bestilt, kom ikke, og hun kom for sent til toget. Først kl. 12:20 nåede hun frem og tænkte, mon han stadig er der? Det var han, og siden har det været de to.

I dag siger de begge ydmygt tak for deres lange tilværelse:

- Vi er så taknemmelige!

Del