Topmødet !
Læserbrev: Topmødet !
Jeg bliver nødt til at komme med en kommentar til dette grinagtige setup, hvor den siddende borgmester og en helt almindelig kandidat, nemlig Gunver Jensen, er inviteret til et såkaldt ”topmøde”.
Jeg er ny i partiet og kender gudskelov ikke indgående til alle de personlige kampe, der har været internt i partiet og er egentlig også ligeglad.
En af grundene til, at jeg meldte mig ind og senere valgte at stille op, var muligheden for at støtte op om en ny socialdemokratisk vej med Tina Beck-Nilsson i spidsen og den fornyelse hun bringer ind i partiet. Den tidlige indsats, forbedringer i daginstitutionerne, folkeskolens rammer og faglighed, samt bedre borgerinddragelse/nærdemokrati - alle sammen vigtige mærkesager, som jeg kun kan tilslutte mig.
Set fra min stol handler denne splittelse nemlig ikke om partiets politik, men om personligheder og intern magt. For mig handler dette valg om udvikling af Socialdemokratiet og kommunen.
Jeg har intet personligt mod Gunver, da jeg ikke kender hende, men som politiker har Gunver haft rigtigt mange år til at vise sig som et alternativ til Martin Damm, og på trods af al hendes ”erfaring”, har hun bevist, at det er en opgave, hun ikke har kunnet løfte. I mine øjne har der ikke været en tydelig stemme i Socialdemokratiet overfor det siddende flertal i mange år, og altid fuldkommen stilhed mellem valgene. Nu mener Gunver oven i købet, at en stemme på hende eller Martin Damm er et fedt! Da samarbejde er vigtigere end den politiske retning. Samarbejde som vi ikke indenfor partiet har set hende mestre.
Gunver er ikke længere spidskandidat for Socialdemokratiet. Hun har tabt en demokratisk afstemning om denne post og det ville klæde hende at agere derefter.
Da Gunver og hendes støtter tabte afstemningen, valgte de at starte deres egen forening RRO, som lige siden har modarbejdet Socialdemokratiet i Kalundborg. RRO og Gunver og co. skyer åbenbart ingen 3F midler for at sætte den demokratiske valgte spidskandidat i et dårligt lys, selv om man efter nederlaget lovede at ville se fremad og bakke op om Tina Beck-Nilsson.
Der er i mine øjne ingen tvivl om, at det fra Gunvers og RRO’s side handler om ikke at rokke ved den båd, hvor styrmanden hedder Martin Damm.
3F og RRO lægger op til det brede samarbejde, men det gælder vist kun med dem til højre.
Ja, der er splittelse i Socialdemokratiet, og det er ingen hemmelighed, men hvis der på nogen måde skal fornyelse til i Socialdemokratiet og en anden velfærds-udvikling i kommunen, så skal man støtte op om partiets borgmesterkandidat Tina Beck-Nilsson og de kandidater, der står bag hende.
Michael Ahrenkiel
Kandidat for Socialdemokratiet i Kalundborg til KV21