Topmøde Børn og Unge i går var som deja vu
Læserbrev: Topmøde Børn og Unge i går var som deja vu
I 2017 stod borgmester Martin Damm frem og sagde, at man ikke sparede på inklusionsområdet, fordi man flyttede midler fra hele inklusionsområdet over i en pulje til brug for sammenlægningen af kommunernes specialskoletilbud.
Det fremgår af Kalundborg Kommunes evalueringen af inklusionsstrategien 2018, at man ved sammenlægningen kunne nedsætte antallet af inklusionsvejledere og personaler, fordi elevantallet i klasserne på den nye specialskole skulle være tilpasset børnenes behov og derfor lavere.
Et elevantal tilpasset børnenes behov krævede at færre børn blev visiteret til specialskoletilbud.
Summasummarum færre ansatte og færre elever, men fine bygninger og faciliteter på den forventede nye specialskole.
Der blev bare ikke set på de faktiske behov for børn med behov for specialskoletilbud, specialpædagogisk støtte, inklusionsvejledere eller personaler hverken i specialskolerne eller folkeskolerne.
Det er det man ser konsekvensen af i form af den øgede tilgang af elever til specialskolerne og den svære mistrivsel hos børn og unge både i specialskolerne og folkeskolerne.
Ovenstående og nuværende forslag om at overføre 11 mio. kr. fra folkeskolens inklusionsmidler til specialskolerne svarer til samme form for besparelse for der skal skæres i personalegrupper på inklusionsområdet i folkeskolen, fordi antallet af inklusionselever falder, når elever flyttes fra almenskolerne over i specialskoletilbud.
Hvordan man sikrer færre elever med diagnoser sker ved øgning af antallet af elever som er mørketal.
Ikke at forholde sig til det faktiske behov og det faktiske antal af børn og unge er at tilpasse antallet af elever til antallet af voksenhænder.
Det skaber mange mørketal, antallet af børn, som ikke tildeles de midler, som der er behov for og som forårsager dårlige arbejdsvilkår og mistrivsel hos både ansatte, og elever, faktisk i hele netværket omkring barnet eller den unge.
Det er ikke et løft af folkeskolen og det er ikke engang i nærheden af minimumsnormeringer, lad de faktiske behov og antallet af børn afgøre antallet af voksenhænder.
Maria Farrel Larsen.
