Tommy må kæmpe med kommune for at beholde sin hjælp

Det ser umiddelbart ud til, at kommunen ikke længere anerkender Tommys brug for hjælp grundet sit handicap til trods for, at han har haft en BPA-ordning de sidste 32 år.

Tommy må kæmpe med kommune for at beholde sin hjælp
Tommy og hans hustru Jeanne i deres hjem i Kalundborg. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

50-årig Tommy Meincke Andersen kæmper sammen med sin hustru Jeanne en kamp mod Kalundborg Kommune. Det ser umiddelbart ud til, at kommunen ikke længere anerkender Tommys brug for hjælp grundet sit handicap til trods for, at han har haft en BPA-ordning (Borgerstyret Personlig Assistance, som kan gives til borgere med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og med et massivt hjælpebehov), der har fungeret, de sidste 32 år. De har kæmpet i tre år.

”I 1991 kom jeg ud for en trafikulykke pga. en spritbilist, der havde parkeret sin bil ulovligt, midt på kørebanen lige efter en bakketop. Ulykken gjorde, at jeg brækkede nakken, og jeg lå derfor i stræk i tre måneder på hospitalet, og man besluttede, at jeg skulle opereres. Derefter kom jeg til et genoptræningscenter, hvor jeg var ca. et år. Det var en hård tid. Her skulle jeg lære min krop at kende på en helt ny måde og lære nogle helt basale færdigheder med de få muskelgrupper, jeg havde tilbage. Jeg er lam fra brystet og nedefter, delvist lammet i begge arme og helt i begge mine hænder. Jeg kan derfor kun delvist bruge mine arme. Fordi jeg har brækket nakken, er jeg disponeret for autonom dysrefleksi, som gør at hvis jeg skal tisse og ikke umiddelbart med det samme får den hjælp, jeg skal bruge for at kunne komme til det, så vil mit blodtryk hurtigt stige til en livstruende tilstand, og kan afstedkomme hjerneblødning, hjerteinfarkt mv. Det kan også opstå ved andre smertetilstande. Da jeg efter et år på genoptræningscenter igen flyttede hjem, fik jeg rimelig hurtigt bevilget en hjælpeordning, hvor man dengang fra Statsamtet vurderede, at jeg havde brug for hjælp døgnet rundt og i øvrigt ville have det resten af livet. Men min hustru og jeg mente, at vi kunne nøjes med de 121 timer om ugen, så længe vores helbred kunne klare det. På den måde kunne vi have nogle timer uden fremmede i huset. Det kørte frem til 2011 uden problemer. I 2011 begyndte Kalundborg Kommune, på flere ulovlige grundlag, at skære kraftigt ned i mine timer for tilmed til sidst at fjerne min hjælp helt. Jeg stod fuldstændig uden hjælp i 14 mdr., hvor Jeanne og jeg måtte klare alt selv - herunder alt med vores søn på 10 år, som vi også skulle være der for. Derfor ansatte jeg en advokat og tog sagen i Det Sociale Nævn. Det kostede mig små 100.000 kr. i advokatsalærer, men her vandt jeg det hele, og fik min ordning tilbage. Efterfølgende lagde jeg sag an mod kommunen og vandt også denne i retten. I 2020 begynder kommunen igen at spørge ind til nogle ting, igen ud fra nogle helt forkerte oplysninger. De kommer med ulovlige begrundelser for at skære i mine timer. Når så deres argumenter ikke holder, finder de på nogle nye, og sådan er det fortsat gennem tre år. Der er langt over 100 skrivelser, frem og tilbage mellem kommunen og mig, hvor de konstant forlanger alt muligt og truer med, at hvis de ikke får det, tager de min hjælp,” fortæller Tommy, og fortsætter:

”Det virker som om, at kommunen meget gerne vil slippe for den BPA-ordning, jeg har, eller i hvert fald de timer, som jeg har fået tildelt. De har også flere gange nævnt muligheden for, at jeg kan komme på institution. De kalder det ”med henblik på at få udredt nogle ting”, men hvad er det, de skal udrede? Der er jo ingen ændringer i mit handicap, og det kommer der heller ikke. Jeg har et utal af lægeerklæringer, der netop siger, at min tilstand aldrig bliver bedre. Yderligere bruger de mit aktivitetsniveau som argument, da de mener jeg intet har. For det første passer det slet ikke, jeg foretager mig masser af ting, og har pligter og opgaver, familie og venner mv. Men det springende punkt er sådan set, at de slet ikke må bruge mit aktivitetsniveau, som begrundelse for at skære i min hjælp. Det står sort på hvidt i lovgivningen, specifikt, at der intet krav er, om et højt aktivitetsniveau. Så taler de om synkebesvær, men jeg har ikke besvær med at synke, jeg fejlsynker, og det er to forskellige ting. De taler om at få mig udredt på et respirationscenter, men hvorfor? Der er ikke noget at udrede, der ikke allerede er blevet udredt for 32 år siden. Mit handicap er permanent. Jeg kan fx ikke hoste, da jeg jo ikke har mine mavemuskler til at bruge. Kalundborg Kommune vil have, at jeg selv skal ringe 112, hvis jeg får noget galt i halsen og ikke kan hoste. Men jeg kan håndtere det, som jeg har lært på genoptræningscentret, når jeg har mine hjælpere, og har håndteret det i alle årene. De bruger det udelukkende som argument, fordi de vil trække tiden så længe, som muligt. Det handler om at spare penge. Hver gang jeg giver dem den dokumentation, de beder om, finder de på noget andet. Både i 2011 og nu har jeg haft taget kontakt til diverse politikere, både lokalt og på Christiansborg, men det har kun været Dansk Folkeparti, der har valgt at gå ind i sagen og været behjælpelige med at få kommunen til at forstå, at de skal overholde lovgivningen."

Politikere har meldt sig i kampen

Kandidat for DF, John Vind, gik ind i sagen for snart tre år siden, og han fortæller, at han er dybt rystet: ”Tænk, at man, som kommune, prøver at smadre en familie på den måde. Desværre ses det ikke kun i Kalundborg, men over hele landet, at kommunerne prøver at spare på vores handicapområde, og det skal stoppes,” siger John Vind, og fortsætter: ”Jeg blev kontaktet af Tommy og Jeanne for tre år siden, da kommunen begyndte at skære i deres hjælp. Jeg blev partsrepræsentant for at kunne hjælpe dem. Jeg kommer ind i sagen, hvor kommunen vil fjerne eller skære i Tommys ydelse, for det har de nemlig også lavet om på undervejs til trods for, at intet har ændret sig for Tommys tilstand i de sidste 30 år. Han har lægefaglige udtalelser, hvor der står, at Tommy har brug for hjælp til stort set alt. Men det forstår kommunen åbenbart pludselig ikke. Det er umenneskeligt og ikke værdigt af en kommune. Vi har haft utallige møder med sagsbehandlere, sygeplejersker, ergoterapeuter osv., og derefter traf kommunen en afgørelse på 43 timers hjælp til Tommy for derefter at fjerne ordningen helt.  Vi havde også et møde med kommunalbestyrelsesmedlem Peter Jacobsen og direktør ved kommunen, Søren Ole Sørensen, hvor de godt kunne se, at tingene ikke hang sammen med det, som de havde fået oplyst fra administrationen. På mødet omkring efterårsferien, fik vi at vide, at der nu ikke ville gå særlig længe før, at der forelå en afgørelse, men derefter modtog Tommy et skriv, hvori kommunen skriver, at man nu vil have en uvildig erklæring fra neurologisk speciallæge, så det venter vi nu på. De opfinder alle mulige ting for at trække det i langdrag, hvis det ene ikke virker, så forsøger de med noget nyt.”

Det kan vi ikke være bekendt – langt fra

Udvalgsformand for Ældre- og Sundhedsudvalget, Peter Jacobsen (DF), kom ind i sagen for fire måneder siden, og han er rystet over, hvordan Kalundborg Kommune behandler Tommy Andersen og hans hustru.

”Jeg ved simpelthen ikke, hvad der stopper det her. Administrationen siger, at de arbejder hurtigt, men der sker intet, og det er frustrerende. De skal hele tiden have nye dokumenter, nye lægeerklæringer, og alle kan jo se, at manden har behov for 24/7 hjælp. Hvordan kan sådan en sag køre i flere år. Det kan kommunen simpelthen ikke være bekendt - langt fra. Kommunen smøler her, og trækker tingene unødigt i langdrag. De dækker sig hele tiden ind under Tommys retssikkerhed, men han har jo netop ikke en god retssikkerhed sådan, som han bliver behandlet. Jeg kan godt forstå, at han har mistillid til systemet, det har jeg efterhånden også. Han er ikke ny i systemet. Re-visitation, hvorfor? Så snakker kommunen om aktivitetsniveau, men ministeren har jo netop udtalt, at det ikke er en forudsætning at have et højt aktivitetsniveau for at få tildelt eller beholde en BPA-ordning. Det giver ikke mening, og det hele virker meget mærkeligt. Det ville klæde os, som kommune, at gå ind i sagen og få den afsluttet. Det her er langt fra godt nok. Hvem er det, der sidder og ikke vil have det her til at lykkedes alt imens, at stakkels Tommy og hans familie er gidsler i hele denne sag. Det er så uretfærdigt det, der foregår. Der er gået flere år nu. Sagen er så veldokumenteret, at der ikke burde herske tvivl om noget. Det er sørgeligt.”

Kommunaldirektør Jan Lysgaard Thomsen, der sidder som den ansvarlige direktør for voksenspecialenheden kan ikke udtale sig i den konkrete sag, og ønsker ikke at udtale sig generelt. Han henviser i stedet til udvalgsformand for Socialudvalget, Gitte Johansen (V), der dog heller ikke kan udtale sig i den konkrete sag, men hun kan svare på generelle spørgsmål på området.

”Jeg må ikke udtale mig om en personsag, men det er en kompleks sag. Generelt mht. sagsbehandlingen på området har der været en masse udfordringer, fordi vi har manglet sagsbehandlere i voksen-specialenheden. Derfor har sagsbehandlingstiden været forlænget. Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, vi ville gerne gøre det meget bedre, men vi kan jo ikke trylle. De har ansat flere, og de pukler nu for at få sagsbehandlingstiden ned,” siger Gitte Johansen.

Folketingsmedlem er gået ind i Tommys sag

Den 29. november stillede Mette Thiesen, folketingsmedlem for DF, social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) et konkret spørgsmål til et samråd i salen på Christiansborg om Tommys situation. Hun har besøgt parret i deres hjem, og er rystet over, hvordan Kalundborg Kommune behandler dem. Ministeren har netop talt om, at det er uhensigtsmæssigt, at man igen og igen laver re-visitation efter re-visitation i sager, hvor der ikke er ændringer. Hun siger, at det er uhensigtsmæssigt for kommunerne, men i høj grad også for borgerne.

”…Er ministeren, bl.a. på baggrund af sagen om Tommy fra Kalundborg, som jeg for nylig har besøgt. Han er lam fra brystet og ned grundet en ulykke for mere end 30 år siden, og som har måtte kæmpe en kamp mod kommunen, bl.a. siden handicapområdet blev lagt ind under kommunerne. Er ministeren så tilfreds med kommunernes håndtering af handicapområdet, eller finder ministeren, at handicapområdet bør varetages af andre?” spørger hun.

Til det svarer Pernille Rosenkrantz-Theil: ”Det er for let at skyde på kommunerne, og jeg mener, at det indimellem lugter af ansvarsforflygtigelse fra Christiansborgs side, når man gør det. Men det er os på Christiansborg, der har lavet reglerne på handicapområdet. Og så er det rigtigt, at kommunerne er sat til at administrere dem, men man skal jo ikke læse serviceloven særlig mange gange for at vide, at det er elastik i metermål. Jeg mener, at der påhviler Christiansborg et meget stort ansvar for at få kigget handicapområdet igennem og få ændret på de regelsæt der er… Men det er jo også at vi går ind og kigger på re-visitationer.”

Ministeren har ydermere i forbindelse med en anden sag tidligere udtalt: ”Det er ikke en forudsætning for at få tildelt eller beholde en BPA, at borgere har et højt aktivitetsniveau.”

Del