To unge mænd anholdt efter dødsulykke
Manden er også sigtet for at køre uden kørekort, ligesom den bil han kørte i, var meldt stjålet.

Politiet har anholdt to unge mænd efter et voldsomt færdselsuheld søndag, hvor en 60-årig kvinde blev dræbt og en 69-årig mand blev svært kvæstet.
Søndag formiddag blev en 60-årig kvinde dræbt, da den bil, hun var passager i, blev påkørt frontalt af en 18-årig mand.
Sammenstødet skete på Skovvejen ved Svebølle mellem Bjergstedrundkørslen og opkørslen til Svebølle, hvor det er politiets mistanke, at den 18-årige mand trak over i modsatte vognbane.
Den 18-årige, der selv kom til skade ved sammenstødet, blev kort tid efter anholdt af politiet på Rigshospitalet, skriver TV2 ØST.
”Han er sigtet for hensynsløs- eller vanvidskørsel og uagtsomt manddrab,” forklarer Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi mandag morgen til TV2 ØST.
Derudover er manden også sigtet for at køre uden kørekort, ligesom den bil han kørte i, var meldt stjålet.
Grundlovsforhør mandag
Politiet var kort efter ulykken ude med en efterlysning af vidner, der skulle have observeret den grå Nissan Qashqai, som den 18-årige man kørte i.
Foruden den 18-årige er også en 17-årig dreng blevet anholdt.
- Også han er anholdt i en stjålet bil. En Renault Kadjar, forklarer Martin Bjerregaard.
Også denne bil blev søndag efterlyst af politiet. Bilerne skulle været set "følges ad" i høj hastighed ad Skovvejen.
”Ud fra vidneforklaringer og efterforskning har vi fået et mistankegrundlag mod bilen og dennes fører og finder frem til den i Køge Bugt-området, hvor han bliver anholdt i løbet af eftermiddagen,” siger Martin Bjerregaard til TV2 Øst og tilføjer:
”Ind til videre er han sigtet for at have stjålet bilen og måske være narkopåvirket. Og så prøver vi at undersøge mistankegrundlaget i forhold til kørslen i området, hvor uheldet skete.
Anklagemyndigheden vil inden længe tage stilling til, om de to skal fremstilles i et grundlovsforhør.
Den 60-årige kvinde er fra Kalundborg-området. Hun blev dræbt på stedet, imens den 69-årige mand, som førte bilen, hun sad i, blev fløjet til rigshospitalet i kritisk tilstand.