To klejnsmedelærlinge videre til DM i Skills 2022

To dage med hård konkurrence, høj faglighed og knivskarpe kompetencer har resulteret i en sikker sejr.

To klejnsmedelærlinge videre til DM i Skills 2022 Martin Rothberg Gregersen løb med førstepladsen, og sikrede sig en plads i finalen til danmarksmesterskabet næste år.

kontakt@tv-kalundborg.dk

To dage med hård konkurrence, høj faglighed og knivskarpe kompetencer har resulteret i en sikker sejr for to lokale klejnsmedelærlinge. De har netop vundet årets regionsmesterskab for klejnsmede i Region Sjælland. Næste skridt er DM i Skills.

11 skarpe klejnsmedelærlinge fra hele Region Sjælland konkurrerede mod hinanden om titlen som Region Sjællands bedste klejnsmedelærling og en plads i finalen til DM i Skills 2022.

Opgaven gik ud på at lave en gammeldags plov, som er et landbrugsredskab, der bruges til at løsne og vende jorden. Her blev de blandt andet udfordret på deres færdigheder inden for svejsning og bukning.

Det blev 19-årige Martin Rothberg Gregersen og 18-årige Philip Klintegård Antonsen fra Kalundborg Kommune, som vandt den velfortjente titel, og sikrede sig en plads i finalen til danmarksmesterskabet næste år. Martin Rothberg Gregersen løb med førstepladsen, og Philip Klintegård Antonsen vandt en flot andenplads. De går begge to på EUC Nordvestsjælland i Kalundborg.

Flere elever skal kæmpe om en plads i DM i Skills

I løbet af de kommende par måneder skal flere af de bedste elever fra landets forskellige erhvervsuddannelser deltage i regionsmesterskaberne, hvor de skal vise deres talenter og konkurrere mod hinanden om en plads i DM i Skills.

”Det er skønt, at der indtil videre er to lærlinge fra Kalundborg Kommune, som er videre til DM i Skills 2022. Stort tillykke til Martin og Philip. Det er stærkt gået. Det bliver spændende at se, om der er flere elever herfra, der vinder et regionsmesterskab, og går videre til danmarksmesterskabet, hvor de har mulighed for at vise resten af Danmark, hvor spændende det er at tage en erhvervsuddannelse,” siger Pia Hegner projektleder for DM i Skills 2022.

Et danmarksmesterskab for elever og lærlinge

DM i Skills er et danmarksmesterskab for alle elever og lærlinge, der går på en erhvervsuddannelse. Her skal omkring 300 elever konkurrere mod hinanden om titlen, som Danmarksmester inden for hver deres fag. I år 2022 skal finalister fra 49 konkurrencefag konkurrere mod hinanden. DM i Skills skal afholdes i Kultur- og Bevægelsespark Høng i Kalundborg Kommune fra den 28. - 30. april 2022. Unge, forældre og andre interesserede er velkomne til at komme forbi danmarksmesterskabet, og blive klogere på de mange fremtidsmuligheder, som erhvervsuddannelserne tilbyder. Der er gratis adgang. Kalundborg Kommune er vært, og SkillsDenmark er den landsdækkende forening, der står bag DM i Skills.

Del