To færdselsuheld i morgentrafikken
Det gav en del kø og forsinkelser i morgentrafikken, men ifølge politiet er ingen kommet alvorligt til skade.
Af Jens Nielsen
To færdselsuheld forsinkede trafikken torsdag morgen, dels et uheld på Holbækvej ved Tømmerup og dels et uheld ved Viskinge. Ifølge politiet er ingen personer kommet alvorligt til skade.
Torsdag morgen klokken 06.34 fik alarmcentralen en melding om et færdselsuheld i krydset Holbækvej-Tømmerupvej-Kærbyvej hvor to personbiler var kørt sammen. Politi og to ambulancer blev sendt til stedet.
En bil skulle nødflyttes og havde spildt noget kølervæske. Det gav en del kø og forsinkelser i morgentrafikken, men ifølge politiet er ingen kommet alvorligt til skade.
Næsten samtidig, klokken 06.56, kørte to varebiler sammen på Kalundborgvej – Rute 23 – ved Viskinge/Svebølle.
Her klarede de involverede parter selv situationen oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Vejhjælp har været tilkaldt for at flytte den ene af varebilerne.