Tilbyder en række af foredrag, debatter, kurser og oplevelser

LOF Nordvestsjælland tilbyder igen Natur-lige fællesskaber som bl.a. afvikles på Røsnæs. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

LOF Nordvestsjælland er nu klar til igen at åbne aftenskolen efter et hårdt år, som har været præget af nedlukninger og restriktioner. Der bydes på foredrag og debatter, kurser og oplevelser.

Som samfund nærmer vi os forhold, der ligner tiden før corona. Vi kan bevæge os uden mundbind, vi kan mødes i sociale sammenhænge og vigtigst. Så kan vi samles til fritidsaktiviteter igen.

Fra lørdag den 14. august forsvandt alle de restriktioner aftenskolen har været pålagt. Det vil sige, at der ikke er krav om, at deltagerne skal kunne fremvise et coronapas.

”Afstand og tryghed måles ikke altid i centimeter. Selvom der ikke længere er krav om en bestemt afstand mellem deltagerne, vil mange være tryggest ved, at underviseren sørger for, at det er muligt at holde god afstand til hinanden. Det er LOF's opgave at sikre, at alle føler sig trygge ved at deltage i vores aktiviteter. Det vil vores dygtige undervisere være opmærksomme på og hjælpe med,” siger Skoleleder Karina Vincentz.

Bevæg dig glad og lev længere

LOF Nordvestsjælland har mange bevægelseshold, det gælder både inden for yoga, dans og Pilates.

”Der sker noget særligt når vi går på hold med andre, det bliver nemmere at komme afsted, når der er nogen der venter og så bliver man bare i godt humør af at træne med andre,” siger Karina Vincentz.

De fleste er klar over, at motion er en god ting. Vægttab, øget fysisk velvære og mentalt overskud er nogle af de gevinster, vi bliver stillet i udsigt, når vi opfordres til at tage træningstøjet på.

”Men det er ikke kun bevægelse man bliver glad af, vi har også mange kreative kurser såsom knipling, strik, maling eller keramik, som man kan styrke sit humør på,” oplyser skolelederen.

Natur-lige fællesskaber

Kursusrækken Natur-lige fællesskaber er et samarbejde mellem LOF og Kalundborg kommune.

Fællesskaber og samvær for mennesker der er særligt sårbare overfor denne virus, har haft en svær tid under coronakrisen.

Mange har selvisoleret sig i det sidste år og det er der ingen mennesker der har godt af.

”Nu laver vi små hold, ude i naturen, hvor fællesskabet er i centrum og der bliver hold forskellige steder i Kalundborg Kommune.

Vi ved, at naturen kan noget helt særligt i forhold til de fleste mennesker, her slipper vi ud af snærende rammer og humøret løftes helt automatisk,” fortæller Karina Vincentz.

Ikke bare naturen, men også fællesskabet i små grupper på 7-8 betyder, at man kan dele tanker og erfaringer med andre.

Deltagerne mødes en gang om ugen og hver kursusgang vil indeholde bl.a. fællesspisning, let motion, gode snakke og et fantastisk fællesskab.

Intensivt skrive og læse kursus

Kalundborg skrive- og læsekreds er et intensivt 3-måneders skrive- og læsekursus: et sted for nysgerrighed og opmærksomhed rettet mod litteraturen og ens egne og andres skriverier. Undervisningens vigtigste element er læsninger i fællesskab af det, som kursisterne skriver på. Underviserne er på dette skrivekursus er: Mette Zingenberg, forfatter til Min lille horror (Gladiator, 2016) Andreas Pedersen, forfatter til Fryden (Gladiator, 2016) Hans Otto Jørgensen, forfatter, senest Dead man walking (Gladiator, 2020) (Ud over at være forfattere i egen ret har de alle undervist sammen og på egen hånd i forskellige sammenhænge (højskoler, Forfatterskolen, forlaget Gladiator).

LOF Nordvestsjælland tilbyder også kurser i motion og sundhed, mad og drikke, musik og sang, sprog, førstehjælp og meget andet

Alle kurser kan ses på LOF Nordvestsjællands hjemmeside – KLIK HER

Del