Tilbagebetaling.

Læserbrev: Tilbagebetaling

I debatten om tilbagebetaling af forældrebetalingen til SFO og børnehaver i Kalundborg Kommune, hvor der i forbindelse med frygt for coronasmitte, har været lukket ned, og selv statsministerens anbefaling gik på, at forældre skulle holde børnene hjemme, blev der i udvalget ”Familie og Børn” den 5. maj sat et endegyldigt punktum og endegyldigt flertalsnej til denne mulighed for kompensation til de forældre, som nu har betalt for en ydelse, som de ikke har modtaget.

Som repræsentant for Demokratisk Fællesliste forsøgte jeg at lave en forhandling om en fællesindstilling til kommunalbestyrelsen om bare en tilbagebetaling af det halve beløb eller om at tage sagen med på det kommende budget for 2022.

Jeg henviste til en del andre kommuner, som havde kompenseret forældrene. Men NIX, der var ikke noget at stille op. Vi bor åbenbart i en forkert kommune. Flertallet bestående af formand Karl Åge (V), Kallenbach(V), Marlene(V), Thomas Pedersen (V) og Kristine Olsen (S) sagde nej. Nogen havde stor sympati for forslaget, men sagde nej alligevel.

Thomas Hjort (SF) og jeg (Demokratisk Fællesliste) stemte ja til tilbagebetaling. Jeg udtalte i debatten, at det var direkte uartigt og arrogant at borgmesteren på et KB-møde med sit flertal fik sendt sagen direkte ned i B-F udvalget velvidende, det havde vi der ikke økonomisk mulighed for at efterkomme. Det var en ”smart ” måde at få sådan en sag lagt ”død” på.

Demokratisk Fællesliste vil nu prøve at få tilbagebetalingen behandlet ved at fremsende ønsket til de kommende budgetforhandlinger for år 2022.

Gert Larsen

Demokratisk Fællesliste

Del