Tilbage til 80’erne

I disse dage knokles der på højtryk med at færdiggøre sceneopbygning, lyd, lys, dans, sang og replikker.

Tilbage til 80’erne
Revyholdet er klar til en hæsblæsende marts. Foto: Line Kongsted

kontakt@tv-kalundborg.dk

Skuespillere og musikere er igen klar til at blande sig med sværvægterne af det etablerede ”revy-Danmark”. Denne gang bringer revyholdet publikum kærligt tilbage til 80’ernes popglade univers.

Revy Grand Cru spiller – som navnet antyder – på den smukke vingård, Dyrehøj Vingaard, der ligger på Røsnæs. Her er revydeltagerne klar til endnu en gang at tage ”ni omgange i ringen”, og ruske op i den nationale ”andedam” med en farverig palette af underholdende sketches, dans, musik og sang.

Der bliver med andre ord smæk for skillingerne, når Revy Grand Cru i samarbejde med Café Dyrehøj på Dyrehøj Vingaard byder revygæsterne indenfor til et muntert, gakket og tempofyldt show – fyldt med knivskarpe tekster og stemningsfuld musik fra revyens erfarne musikalske herrer.

Der knokles på højtryk

I disse dage knokles der på højtryk med at færdiggøre sceneopbygning, lyd, lys, dans, sang og replikker, inden publikum sendes på en munter og musikalsk rundtur til både nær og fjern fra torsdag den 2. marts.

Revy Grand Cru er for år tilbage blevet stablet på benene af frivillige og ulønnede ildsjæle, og de seneste års økonomiske overskud er blevet brugt på fremtidige investeringer såsom LED-skærm, scenepodier, lyd, lys, kostumer og rekvisitter. Fra sæson 2019 har revyen formået – sammen med Dyrehøj Vingaard og Café Dyrehøj – at donere en forestillings overskud til godgørende formål. Det gør de således også i år. Hele overskuddet fra forpremieren den 2. marts går ubeskåret til Team Rynkeby Vestsjællands indsamling til kritisk syge børn.

Forestillingerne spilles på Dyrehøj Vingaard med forpremiere torsdag den 2. marts og forestillinger den 4. (premiere) samt 9. – 10. – 11. marts, 16. – 17. – 18. marts og 23. – 24. og 25. marts. Inkluderet i billetprisen serverer Café Dyrehøj en lækker to-retters revy-middag med kaffe, ligesom der sælges vin, øl og vand. Billetter kan købes via www.billetexpressen.dk

Del