Tilbage hos Nybolig – nu som medejer
"Jeg ved jeg kommer tilbage til et stærkt team, det har også været med i overvejelserne da jeg fik muligheden for at blive partner”
Af Jens Nielsen
Michael Gosch er pr. 1. januar startet hos Nybolig i Kalundborg. Der har han arbejdet tidligere, men nu er han tilbage som partner i forretningen.
52-årige Michael Gosch havde tirsdag første arbejdsdag hos Nybolig Kalundborg. Det har han prøvet en gang tidligere, det var nemlig her han startede sin karriere som ejendomsmægler tilbage i 2013. Ansættelsesforholdet varede frem til 2017 og siden har Michael Gosch arbejdet som ejendomsmægler hos en konkurrerende mæglerkæde, men nu er han tilbage hos Nybolig Kalundborg, nu som partner i forretningen, sammen med Jan Milvertz og Sander Bredahl Tengberg.
”Det her er en spændende udvikling, som jeg ikke kunne sige nej til. Jeg har tidligere arbejdet sammen med flere af dem som er ansat her og det giver jo en tryghed. Jeg ved jeg kommer tilbage til et stærkt team, det har også været med i overvejelserne da jeg fik muligheden for at blive partner,” fortæller Michael Gosch.
”Vi havde behov for endnu en ejendomsmægler i vores forretning og det skal ikke være en hemmelighed, at vi havde et godt øje til Michael, som jo har været ansat her tidligere. Han er lokal, populær og kendt i byen og det har været vigtigt for os, og så har det været lidt et led i en ambition om, at vi gerne vil være den mægler i byen som sælger mest i hele Kalundborg Kommune, så at få Michael med ombord er et led i den ambition,” fortæller Sander Bredahl Tengberg.