Tiden er til at komme videre
Trine og Morten Nystrup har besluttet, at de gerne giver faklen videre til nogle, der har lyst til at drive stedet.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Ægteparret Trine og Morten Nystrup har siden maj 2019 drevet Event- og Musikhus Postgaarden i Kalundborg, og det har bragt dem mange gode oplevelser. Det har været hårdt, men nu er tiderne gode, og der er travlt på Postgaarden. Dog har Trine og Morten Nystrup besluttet, at når der findes gode kræfter, der vil tage over, giver de gerne faklen videre.
De har længe spekuleret over, om de skulle sælge forretningen, og det er ingen let beslutning. Både Trine og Morten Nystrup er glade for arbejdet med Postgaarden, og de har et fantastisk personale samt frivillige, der har lagt mange kræfter i stedet. Men de har fem børn, hvoraf tre af dem bor hjemme, og det er svært at få familielivet til at hænge sammen, når man altid er væk fra børnene i weekenderne, fordi man skal arbejde.
”Derfor har vi besluttet, selv om det har været meget svært, at kommer der nogle andre, der gerne vil tage over, så sælger vi gerne forretningen til dem. Vi har et fantastisk sted, og en udlejer, der virkelig gerne vil, at vi er her. Vi har været kede af det begge to, og personalet er kede af det, så det er en svær, men nødvendig beslutning, da vi gerne vil være sammen med vores børn,” siger Morten Nystrup.
Ikke interesseret i at Postgaarden lukker og slukker
”Mange vil sikkert tro, at det er af økonomiske årsager, men det er udelukkende af private årsager. Vi vil gerne have tid med vores børn, og som det er nu, har vi det ikke. Men omvendt vil vi også gerne have, at Postgaarden bliver drevet videre af de rette mennesker. Vi er ikke interesseret i, at den lukker heller. Både for Kalundborgs borgere skyld, men da også for vores egen. Vi har jo en forretning tæt på, der også nyder godt af, at Postgaarden har store offentlige arrangementer, og det er vi da glade for, og håber vil fortsætte,” fortæller Morten Nystrup.
Han fortæller, at lige nu har de meget travlt, hvilket de er glade for, men omvendt kan det ikke hænge sammen med familielivet med så mange arrangementer om ugen.
”Vi har ikke fået børn for, at de skal passes hver weekend, så simpelt er det. Derudover har vi Kontoret, som dog ikke kræver, at vi er der ofte i weekenden, men Trine arbejder også ved siden af, og hvis hun ikke skal falde om af stress, er vi nødt til at drosle ned. Under Corona var det umuligt at tjene penge på Postgaarden, men nu har vi travlt, og det er vi glade for, men vi har måtte erfare, at man nok skal tænke sig om med at lave den slags og så have små børn samtidig. Så som det er nu, er planen, at vi fortsætter indtil andre, har lyst til at overtage,” siger Morten Nystrup, og fortsætter: ”Så er der nogle, der overvejer den slags, er de altid velkomne til at kontakte os. Vi skal ikke tjene penge på salget, vi vil bare gerne, at det kører videre. Det er jo lidt et hjertebarn for os.”
Sidste koncert bliver AC/DC UK
Parret fortsætter med de mange private fester, der allerede er booket, men de tager ikke flere koncerter ind.
"Især Trine har brugt lang tid på Postgaarden, og vi er da også stolte over alle de arrangementer, vi har fået stablet på benene, ikke mindst de mange koncerter, hvor mange gode musikere har været forbi Postgaarden, og nu slutter vi af med AC/DC UK, da vi ikke tager flere koncerter ind. Vi fortsætter med de mange private arrangementer, der er booket, og har da også taget flere ind i år, men vi har sagt nej tak til arrangementer næste år. Men der er virkelig mange muligheder for lokalet udover private fester og koncerter. Vi lejer også ud til teater og virksomheder m.m. Men der er for travlt til os. Det bliver til for mange arrangementer om ugen. Det lyder dumt, for det er jo positivt, at der er travlt, men med små børn, duer det ikke at være så meget væk på de tidspunkter. Det har vi i hvert fald gjort op med os selv,” slutter Morten Nystrup af med at fortælle.